Forår

 

Jubii hvor foråret er kommet…og sikke overdådigt ukrudtet gror, – det er et sandt paradis af virvar og midt i det hele skyder roserne mens bregnerne langsomt ruller sig ud. Og vi ruller os ud i lange baner uden lange underbukser…af glæde, af pligt, af nødvendighed? …og katten ja, den fører både kold og varm krig mod en omstrejfende hankat, der bare vil nasse på goderne…jo det er i sandhed blevet forår og vi er til.

Vinter

Januar

Minus 13,5 grader da jeg står op

Vinterlandskabet ligger for fødderne af én

Alt er stille og ligesom stivnet

 

Katten lukkes ind, der tændes op i brændeovnen og læses

Da soluret viser 2, er jeg gået på opdagelse efter vinterens skulpturer

– det er lidt lige som at kigge op i skyerne og finde billeder

Her i al stilfærdighed nogle af dem…

Tillid?

A touch of an angel

Passioniced

Snow bird’s singing

Light as a lifeline

Drivehus med snedriver

Ved naboens sø

 

 

 

 

 

 

September

September søde september. Du starter med at vise dine muller, sende lårfede stråler ind over landet med efterårstræk til følge.

Vi trodser dig, da regnen hører op, køber en engangs-grill og pølser og pakker fiskegrejet.

img_9309

Der er masser af vand og masser af sten, og også masser af tang. Vi fanger en pølse i posen og lægger på kullene, da vi tror, de er klar.

Halvkolde pølser en halvkold dag, – vi kigger på hinanden og konstaterer; at lige meget hvad, var det var godt med en fisketur. Vi havde det i hvert fald skægt.

Og så blev det mandag.

Sæsonen er startet, – vi kører og kører, til badminton, til fodbold, til dans, til musik, til og fra arbejde, og ud i det blå. Siden drager vi mod Sundet for at se sort sol.

De sælger kage derude, – et par mødre og deres drenge, lidt lun kaffe til kolde fingre. Den ny turistattraktion, som for et par år siden blev blæst op med en stor luftballon, har tilsyneladende hængt i luften siden, omend stærene måske ikke helt har.

Lidt ekstra varm luft til de udkantsramte, tænker man, – man kan jo gøre en forretning ud af alt, og egentlig er det hyggeligt.

Vi smiler pænt og takker nej, vi har selv taget the med.img_0929

Og stærene kommer, i små flokke, et par af dem samles og forsvinder igen bag træerne.

Nu kommer de igen, siger vi og venter med spænding klar til opvisningen.

De går direkte i rørene for natten, og trækker alle andre småflokke med sig i plettede skyer, der ikke gør noget nummer ud af det.

Så fik vi også en tur ud af det, siger vi og rejser os. Det er så sundt med frisk luft. Også om efteråret.

Og pludselig kommer sommervarmen.

Lune dage, der bringer os tilbage, eller måske nærmere frem til en strand, i et andet land, langt herfra, hvis bare vi lukker øjnene.

Der går et par svedende dage, før vi tror på det, og lader tøjet falde, til fordel for shorts og korte ærmer.

Varmen pakker sig om huden, kysser hver en svigtet plet, hvisker tabte sommernætter i vores ører.

Vi tror på det nu, siger vi, mens hyben flammer og æbler rødmer. Vi plukker druer og lader dem smælde på tungen så saften driver.

Jeg investerer i et kamera og tager på tur i tide og utide, studerer natur, køer (og andre dyr), og broer og fiskere, jeg ikke tør spørge, om jeg må fotografere, og i stedet fanger røven af.dsc_0425

 

 

dsc_0426Jeg bestemmer mig for, at SNART vil jeg være mere modig. Det er trods alt en stor udfordring at skjule, at man fotograferer, når man render rundt med et kamera om halsen på størrelse med en liter mælk og et objektiv som en dåse flåede tomater.

 

Jeg tænker lidt over det, og imens kommer der trods alt noget i kassen, godt som dårligt. Alt nyt tager tid at lære, og man kommer jo altid hjem igen.

Vi spiser på terrassen dag efter dag og føler os mere og mere lykkelige, selvom vi ikke har ferie og ordentlig tid til at nyde det.

Vi gaber og bliver enige om, at det bare er om at nyde det, så godt man kan, og så må resten være, som det er, – alt det havearbejde man burde lave, uden at gøre mere ud af det.

dsc_0278

Aftenerne er intime, – smukke farver glider over himlen og månen kigger ind over jordens rand, så vi aldrig før har set den så stor. Et kort øjeblik vi suser forbi, på vej efter næste barn, et øjeblik som forsvinder inden vi når at fange det og dog, fanger vi et indre billede, der kan fremkaldes igen og igen.

Vi fortsætter september, fisker og fanger alt, hvad kan fanges – madplaner, dagsplaner, fotoplaner, fremtidsplaner, budgetplaner, ugeplaner, og køreplaner til ind i aftentimerne.

Berlingoen parkeres for natten, hjemkommet med en ny hvislende lyd fra bunden og tættere på 300.000 km. end før. Dampen stiger i solnedgangen. Godt man nåede hjem til at se det.

dsc_0645

Juli-august

“Sommeren”, siger man og kigger på hinanden. Den var der i går og i foregårs, men vi var for trætte til at bade og sagde “i morgen”.

I morgen er i dag og det regner. Vi kigger på vejrudsigten, som er helt hen i vejret og bagefter op mod himlen. Det ser ud til, der er pause i regnvejret. Vi tager til vandet for at gå en tur. Det drypper lidt og der er ikke det mindste liv på stranden. Ikke engang en måge.IMG_0087

Ørkenlandskabet, – sådan føltes det, ligger trist hen med havets arrige brusen lige for fødderne og bunden pisket op til mudderbrunligt vand, som et twist mod det grå. Ingen himmelspejling i dag.

En halv time senere sidder man i udstuen derhjemme, og solen bryder frem mellem skyerne og gør det ulideligt varmt at sidde der.

Og man tænker, det er typisk. Solen spejler sig i regnen på havebordet, man tørrer det af og sætter sig ud.

Ti minutter senere er det gråvejr igen. Dråber drypper i en ujævn rytme fra egetræet.Man kigger op i kronen og finder alligevel den ro, der altid hviler et sted mellem grenene. Minderne er der mange af.

Den sidste uges tid har mejetærskere, traktorer og halmpressere summet i ring om os, som honning- og humlebier i fuldt vigør. Lige som vi har været, i fuldt vigør, nu ferien er slut og alle er i gang igen.

IMG_9725Vi har ikke så meget at høste ud over lys. Nogle gange er der næsten så meget, at vi bliver søvnige af det. Andre gange er der for lidt, og det bliver vi også søvninge af. Det er ikke let at være dansker.

Vi har lidt tomater, agurker og chili, og snart også peberfrugt og vindruer at plukke.

Jeg drømmer om et kamera. Et der er bedre, end det jeg har nu. Måske ville sommeren se bedre ud så. Også i gråvejr. Og sort-hvid billeder er vel stadig moderne?

Alligevel synes jeg, den ser godt ud, når jeg kigger på det. Det handler vel i virkeligheden mest om motivet og vinklen og så at gribe “the moment” når det er der.

Og så lyden af musik og farver.

At vi så ind imellem (ofte) har været netop for langsomme til det, det er en anden side af historien. Den fortæller vi ikke i dag.

I dag skal være en lovsang til sommeren. Man må være taknemmelig for det man får, tænker man og lukker sitet med billige charterrejser.

Vi har set mange meteorologer og mange regnbuer. Smukke og fuldendte ( i hvert fald regnbuerne) lovede de gang på gang mere sol. IMG_1723

Og vi fik nogle stranddage og sommerhygge på terrassen før det var for sent.

Og yngstemanden og mamaen var i Ebeltoft at høre torvejazz i shorts og kortærmer med en kold øl/cola i hånden. DenIMG_9898 dag var det virkelig sommer og vi mæskede os i den.

Senere tog vi sydpå. Sønderjylland er et smukt område selvom vi kom for sent til at se dronningen vinke fra sin balkon. Vi kom også for sent til varmen. Lige præcis 5 minutter for sent til det hele sådan omtrendt. I stedet fandt vi sørøver Alfs kilde. Vandet smagte af metal.

Når man bladrer videre i mindekataloget, er der billeder af ben der dingler ud over molen, mens man slikker en stor isvaffel i sig og studerer folk på to franske træskibe, der lægger til kaj. Paraplyerne ligger sammenfoldede og halvklamme ved siden af.

IMG_9714Der er billeder af strandture, trods den kølige luft, og af solnedgange og sure tæer i gummistøvler ovenpå et smukt landskab og under en drage, der tager nogle ordentlig sving under himlen.

Og billeder af udendørshygge med familien, bål, latter, fødselsdag og sommerstemning.

Og af dampen fra engen en aften, hvor det har regnet og solen pludselig når at varme lidt til sidst.IMG_9514

 

Vandet risler, når vi tænder på kontakten til pumpen til det lille vandløb. Og man tænder og slukker bare for at nyde følelsen af, at kunne bestemme over et eller andet. Og det snor sig lystigt mellem buksbom, timian, blomstrene hortensia, roser og løvemund hver gang.

IMG_0096

Der bor en kæmpe frø i det lille bassin. Den er genert og kvækker kun, når den tror, vi ikke hører det. Græshopperne der i mod, slår tonen an, når bare det ikke er regnvejr.

Og kattene jamrer fortsat om natten. Råbukkene slås og naboens bil, lyder stadig som en traktor.

Vi gaber kl. 22 og går i seng senest kl. 23. Alt er som det skal være.

Juni

Der er sol. Et eller andet sted i hukommelsen, er der sol. I starten. Vi vælter os i det nye lys, i varmen. Bar hud, svedige kroppe og de første myggestik.

Vi flytter ud på terrassen. Vi spiser til køernes brølen og gøgens evindelige kukken, der lymikael med pompomder som en plade med ridser og alligevel er lidt hyggelig, selvom dens livsførelse er forargelig.

Der er farver. Masser af farver, der ryger ind gennem pupillerne og går én til hovedet, så man bliver helt træt.

grundlovsfestred.Og masser af smil. Grundlovsfest med den pukkelryggede. Knevren, drillerier og strikketøj til børnebørnene, som bliver flere og flere. Kager, pølser og hjemmebryg og en tur ud at skridte jorden af.

“Du gav mig oh Herre en lod af din jord”. Man synger den med fingrene i ørene, mens man tisser, for at koncentrere sig med al postyret lige uden for døren og kan nøjes med at glædes over, at være en del af noget større, noget varmt og kærligt, der bare er.

Man bliver spurgt, hvordan man har det, og i det øjeblik har man glemt det.

Man klemmer hjernen sammen for at huske. Der er så meget. Lige så vildt er der i hukommelsen, som i et upasset stykke skov, hvor man hele tiden må bukke sig, skræve over noget eller vride sig mellem grene og vilde vækster, – alt fra hyld til brændenælder, for overhovedet at komme nogle vegne.

Man gik vist den tur en dag. Og pludselig stod man der. Ved heksehuset og følte sig lige så meget faldet sammen som dét. heksehuset

Men det var et smukt forfald. Ét, der tilhørte en anden verden, og man blev pludselig lidt bekymret for den identifikationsproces, der gik i gang med det hus.

Lige indtil man brændte sig på en brændenælde og til stor trøst og svie opdagede, at man stadig var til stede i den virkelige verden.

Vi nyder det hele i små intervaller, siger jeg, og stikker næsen i en hybenrose, mens jeg mindes en tid, hvor der var noget der hed 6 ugers sommerferie fra slutningen af juni.

Børnene glæder sig, ja de gør. Vi sukker og synes 3 uger mere på job er voldsomt længe.

Vi sover og vågner, og fræser afsted for at nå det hele; job, arrangementer, havearbejde, pligter, afslapning og noget der minder om fritidsinteresser, og vi prøver så godt vi kan; ser og ser, lever og lever til vi dåner.

målerlarveMålerlarven har været forbi og gjort sit ypperste for at holde regnskab med tiden. Millimeter-demokrati, siger vi og griner mens vi fotograferer den. Inderst inde ved vi, at det er os selv i en nøddeskal.

Vi tager en forsinket tur til stranden. Sandwich og soppe i blæst med jakken trukket godt om os, mens drengene hujer længere ude, og hviner; det er deeeeejligt. Sand i bilen på vej hjem. Samme sand, hver sommer. Man smiler og synes det virker rigtigt.

Så kommer regnen. Man falder i en mudderpyt, hvor alle farver pludselig er blevet til brunt. Man ser sig selv i en spejling, der ligner løgn. Og man tænker; hvordan endte vi her?

Og man erkender; “det kom lige som af sig selv. Vi kunne ikke gøre for det”.

Vi kunne ikke gøre for det. Og til Sankt Hans er det slut. Både med det gode vejr og med energien.

Sikken fred! At sidde der i udstuen, bare du og jeg, og kigge ud på ilden i bålfadet, som står i læ under granen, mens resten af terrassen sejler.sankt hans

Vi rister pølser og drikker rødvin, du finder guitaren og vi synger: “vi vil fred her til lands”, og bagefter “we all live in a yellow submarine” så “what shall we do with the drunken sailor” og til sidst “let et be”.

Og du kysser mig og siger, du elsker mig.

Jo tak. Vi har det godt

 

Maj

Alting har sin tid, og maj har sin egen. Vi husker igen, hvorfor vi længtes efter den.

HøslætFra en smule, til lidt mere, til helt vildt meget grønt. Duften af nyslået græs. Solen bager og vi smider vintertøjet. Nu er vi sikker på, at det bliver sommer igen.

Vipstjertehunnen lægger sig i græsset og vifter koket med halen. Hannen kommer dansende i halvcirkler med krummet ryg og vingerne løftet, som en anden gorilla. 1-2-3-4-5-6-7-8-9-10. Så er der mål.

Vi fascineres af sommerfuglene, der flyver i cirkler om hinanden, rundt og rundt i hele haven, vi ser en ny, og slår den op; Aurora, efter morgenrødens gudinde.

Vi gaber og skriver en to-do-liste og går rundt og rundt om hinanden til punkt 2. Så trænger vi til en pause. Men som dagene går, kommer der mere og mere i jorden. Løg, ærter, gulerødder, salat, rosmarin, persille, timian og kartofler og inden maj er omme, stikkerIMG_8811 det første sit hoved op over jorden.

Haletudserne lever lystigt i det lille havebassin. Vi følger med dag for dag. Er de vokset? Får de snart ben? Hvornår bliver de frøer og hvad så? Bliver de boende eller flytter de hjemmefra?

Vi laver bål og mad på det og synger og spiller guitar og tørrer tøj udendørs, og solnedgangen er den smukkeste flere dage i træk.

IMG_8915

Næste dag har dræbersneglene været på rov. Et par afbladede stilke af blomsterkarsen, der skulle have svunget sig til tops i kvashegnet, står tilbage og stritter forfjamsket.

Vi sukker og samler, hvad vi kan, skolder, laver fælder og håber, de er mere attraktive end diverse køkkenurter.

Katten fører kold krig mod naboens hankat. De jamrer så det høres i miles omkreds.

Man stikker de bare ben i gummistøvlerne en nat, for at skille dem ad, så man kan sove. De stikker af, og pludselig står man under et væld af stjerner, og føler sig beriget og enormt vågen, selvom klokken er 3 og man burde være i drømmeland.

Men det er drømmeland lige dér under stjernerne, – et par minutter, så ind under den varme dyne igen, til den stille snorken fra den anden side af sengen.

Næste morgen kommer katten slæbende hjem med ømme ribben, og må sunde sig en uge på sofaen, før den er klar igen.

Vi tager på tur i vildmarken, gennem høje rør, ad sumpede dyreveksler, krydser vandløb efter vandløb og balancerer på høje tuer, med uvis dybde i mellem.IMG_8871

Vi er opdagelsesrejsende, vi ser, vi studerer, vi konkluderer; baby-dunhammere.

Vi er stifindere, men rådyrene fandt dem først.

Vi klarerIMG_8891 hele strækningen med tørre fødder, – vi er helte, med mudrede gummistøvler på.

På stranden smider vi sko og strømper, vader ud i vandet, der lukker sig om vinterhvide tæer, så det er en salighed.

Så kommer gråvejret. Og energien skifter som vejret. Nogle dage går vi helt i stå. Vi gaber og siger, det er helt normalt. – Rhododendronen blomstrer og afblomstrer også i løbet af maj

IMG_8957Der er altid en dag i morgen, og hver aften synger nattergalen os i søvn. Hvordan end vejret har været, så siver dens sang ind ad vinduet som en vuggevise, der varer næsten hele natten.

Dalen er et rum, fyldt af blødt mørke og en stemme, der med sit eget særpræg, lover guld og grønne skove.

Og vi vågner og tænker; de grønne skove har vi nu, guldet leder vi stadig efter, men mon ikke vi går og falder over det, hvis vi da lige ser os for?

Og vi ser os for, og får øje på livet. Det der er lige her, rodet og ordentligt, vildt og velpasset, kreativt og kedeligt, farvet og gråt.

Til sidst kommer forårsregnen, en lækker varm en, der får jorden til at emme af grøde, og man står under udhænget og nyder duften og lyden af,  ikke at skulle vande i morgen.

IMG_8913

Alting har sin tid

April

Jeg ved ikke, om jeg bliver færdig med april. Jeg har skrevet så meget. Om vejrets ustadighed fx. og så de små lyse, til tider lune lommer mellem bygerne:

“Haglene falder tæt fra en mørkegrå himmel, danser på Berlingoen, som popcorn på det mest intense tidspunkt i gryden. De små iskugler lægger sig på taget, på det gamle grønne havebord, eller skjuler sig i gruset.”

Jeg tænker på ansvaret ved at være menneske. For jorden, for livet, for andre, for sig selv. For balancen man alligevel ikke rigtig kan styre. Nogle gange kræver det is i maven.

“Haglene er stoppet, regnen med. Vi går en tur på den våde asfalt, pytter i hullerne, små åer på vej ned af bakken.” 

Vi prøver at nyde det, – alle anemoner og skyggerde dejlige ting, der er sket. Alle de dejlige mennesker vi har mødt, vejret, når det lokker os ud.

Alligevel er det som om april har været en vaklende gang i ustadigt vejr, på en grusvej, der har set bedre dage.

“De har en baseballkølle med. Den bedstefar drejede af et bordben i påskeferien og en grøn gummibold, der hele tiden forsvinder i kornet. Vi er en dynamisk enhed, der bevæger os fremad som en elastik. Du og jeg hånd i hånd. De sakker bagud igen, men overhaler inden om efter bolden.Vi følger efter dem. Friheden ved at være barn. Ubekymretheden. Vi kan lære meget af den.”

Der er altid et eller andet, vi ikke har lyst til at forholde os til, – en bold fra en uventet kant, en regnskylle, eller ujævnheder, som er svære at komme elegant over. Og vi ved bare – der er én vej, – og det er fremad. Heldigvis er det også den vej vi begge gerne vil.

Vi prøver at spille bold. Den der hedder dialog. Vi vurderer hinandens position, kraften den bold skal kastes med, for at gribes. Nogle gange er kastet perfekt, og griberen vågen nok til at nå, at opdage den, før den flyver forbi. Andre gange bliver den væk i kornet. Som drengenes.

Så må vi lede. Ord er der nok af, at lede efter. Og planer. Det er bare, om det er de rigtige.

Nogle gange fungerer et kys bedre. Og så stilhed. Og tillid. Og håb. Vi er stadig et nyt hold, og begge på udebane på et eller andet plan.

bistade

“På skrænten kigger vi til rævegraven, kigger i de gamle bistader og finder en sofahynde. Naboen har allerede plantet de første georginer. Trillebøren står forladt sammen med riven. Du løfter yngstesønnen op så han ligner en superman. I det nu er du også min.”

“Dagen går, og solen kommer til aften. Jeg har fejet og revet og klippet ned i drivhuset, – her er lidt lunt nu. Fuglene synger mere intenst i solnedgangen.”

“Drengene cykler og spiller bold på terrassen. Hvor er det skønt med de lyse aftner, hvor vi kan være ude, – synes I ikke, spørger jeg. Den ene vælter ind i bedet på sin cykel.”

På himlen er der bjerge af skyer, solskin på toppene. Jeg tænker på om vi er på toppen, efter en mini-ferie, – vel ikke helt, næh, men måske nærmere mættede og trætte, – heldigvis glade.skovens mænd 5

“Anemonerne i skoven. Vi kiggede på dem, gik på dem, violerne, kodriverne, bøgen der enkelte steder havde foldet sine første blade ud. Vi fotograferede, flettede fingre, fjollede og flakkede om, prøvede at føle os frie fra al verdens bekymring. Og solen skinnede.”

 

 

 

“Sne på marker og tage på vejen hjem. Hvide mirabelletræer over hvidt græs.”

rasteplads

Hjemme er der slud. Og så sol. Og så regn. Tulipanerne står og lyser rødt under udhænget. Vi taler om, at vi snart skal have sået og sat kartofler og løg, i beskeden mængde nuvel.

Hagl på drivhustaget, – vi lukker øjnene, falder til ro, lytter og føler; så er der for varmt, så er der næsten for koldt, trommen på glas og på skurets bliktag, så dryp i rytmer, til en forårstango med genboens traktor og solen der kigger frem igen.

Lyd af en flyver, af fugle, der letter og lander i træerne, en bil. Vi smiler til hinanden og siger, det var dejligt at have en lille ferie sammen.

En pibekaldelyd bag hegnet, puslen i bladende, katten sætter sig på lur, musvitten skælder ud. Det lyder som forår.

 

Marts

Fuglene synger for fuld skrue i dæmringen. Jeg misser med øjnene, føler mig forunderlig let om hjertet, selvom jeg vågnede før vækkeuret.

Er det virkelig rigtigt? Er vi virkelig kommet så langt? To år og nu ligger du med ryggen til, dér i sengen en helt almindelig tirsdag morgen. Du snorker lidt. Jeg slår alle alarmer fra, stikker i de nærmeste joggingbukser. Se hvilken morgenstund og om lidt er kaffen klar.

Vi når morgenmaden sammen alle 6, overlever endnu engang myldertiden, småskænderierne og det strint hårlak, der uheldigvis ramte tandbørsten.

7.26, råber jeg. På med sko og jakke og ud. Skolebussen venter heller ikke i dag, men se hvor lyst det er allerede.

Der er pligter, der skal passes, og måske is på bilruden, men der kommer solfulde lommer, der i læ føles nærmest lune, hvor vi leger ude og ikke længes efter at komme ind.

IMG_8374

Når vi kommer hjem, er kaffen klar igen, vi spejler os i den og forårssolen med, og hvilken smag har den ikke?

Du har rodet og regeret, flyttet om, stillet på plads. Æggekoger, tørrestativ, bøger, elguitar. Vi udtænker nye systemer i gamle, kigger på hinanden og siger; når vi lander igen på fælles grund, bare lige når vi lander, så kan vi slappe af.

Så snyder vi, og slapper lidt af alligevel, indtil børnene har et akut behov for et eller andet og pludselig er det påske og ferie.

Der skal bygges fuglekasser. Nu skal det være. Der designes, saves, hamres og males til Nova-Fm, makrelmadder og en kold øl til de voksne. Og sikke huse. Postkasserøde, havenissefarvede og mørkegrønne og røde sko og grønne pletter på bukserne.

IMG_8285

Musvitterne tager straks de nye boliger i øjesyn og nu kommer solen.

Roserne jeg plantede i efteråret står med spæde skud. Det kribler i fingrene for at komme ud, begynde på det hele. Jeg griber hakke og rive og glemmer alt om, at havemusklerne er ude af træning.

Der er knopper allevegne, blomster der titter frem, om vi roder eller ej, og i dag er vi nået til at løbe 5 minutter ud af 14. Vi er heroes i vores nye liv, og vi tror på det endnu, – foråret ligger foran os, og vi løber ind i det sammen. IMG_8437

Jeg beskærer sommerfuglebusken mens du er i Århus til A-kassemøde, jeg ser en Nældens takvinge, så én mere, og så en Citronsommerfugl.Der er bier i blomsterne jubler jeg, da du kommer hjem.

Vi snakker om flagstangen, der snart skal rejses, vi drømmer os frem til det havehus, vi endnu ikke ved, om vi får råd til. Vi overvejer strategier i kampen mod dræbersnegle, mosegrise og mulige rotter i drivhuset. Intet paradis uden slanger, men nu er vi to.

Rabarberen skyder fra sorten muld, mirabelletræerne springer snart ud, siger jeg. Du sigIMG_8445er, der allerede er grønne blade i underskoven, du har set det, jeg tager kameraet og fanger det, liv på kryds og tværs af det, der var vissent og dødt.

IMG_8395 IMG_8378

  Glædelig påske!

Februar

IMG_1229

Februar forsvandt

jeg ledte og fandt

et billede i sort

 

Men vi var ikke gået i sort

tiden kom bare ligesom til kort

 

Vi fandt hinanden, vi fandt os selv

glemte det vist alligevel

for vi blæste afsted for at nå det hele

frem mod det, vi snart skulle dele

livet

 

Jeg græder ikke over februars forsvinden

men næste år vil jeg huske den igen

vinterens sidste fingeraftryk

Erantis der bryder jorden i ryk

rejser sig op mod kulden og lyser

mens vi alle stadig går og fryser.

IMG_3922

Sang til vinteren

25.1.15

Spurvene tier i krattet

nøgne står træerne stand

vindene skifter på himlen

skaber musik i mit land.

 

Kulingen kysser min pande

regndråber pisker mig hed

er kroppen urolig i længsel

presses den atter mod fred.

 

Snefoget hvirvler fra skyer

blinker i natlampens lys

brænder det indre af drømme

smelter et snefnug ved kys.

 

Roserne stivner i frosten

isen gi’r stilhed i storm

driver jeg under i strømmen

hvisker det tyste min form.

 

Træerne skygger for solen

suger begærligt dens skær

svækkes min styrke i mørket

sitrer min tro mellem træer.

 

Stormen i havet gi’r bølger

mågerne bæres på dem

søger jeg frihed i tanken

viser en trækfugl derhen

 

Horisontalt rammer himlen

vinterens grålige vand

flyver jeg ud ad i sindet

findes den tidløse strand.

 

Natten bli’r til ind i dagen

lyset bli’r flygtigt og kært

Elsker jeg forårets solskin

priser jeg vinterens mer’.