Sang til vinteren

25.1.15

Spurvene tier i krattet

nøgne står træerne stand

vindene skifter på himlen

skaber musik i mit land.

 

Kulingen kysser min pande

regndråber pisker mig hed

er kroppen urolig i længsel

presses den atter mod fred.

 

Snefoget hvirvler fra skyer

blinker i natlampens lys

brænder det indre af drømme

smelter et snefnug ved kys.

 

Roserne stivner i frosten

isen gi’r stilhed i storm

driver jeg under i strømmen

hvisker det tyste min form.

 

Træerne skygger for solen

suger begærligt dens skær

svækkes min styrke i mørket

sitrer min tro mellem træer.

 

Stormen i havet gi’r bølger

mågerne bæres på dem

søger jeg frihed i tanken

viser en trækfugl derhen

 

Horisontalt rammer himlen

vinterens grålige vand

flyver jeg ud ad i sindet

findes den tidløse strand.

 

Natten bli’r til ind i dagen

lyset bli’r flygtigt og kært

Elsker jeg forårets solskin

priser jeg vinterens mer’.

Det’ søndag den første november

Det’ søndag den første november

og vi vil en tur ud i vejret

Ud i et nyslået efterårstrip

en kådhed vi får foræret

 

Kastanjealléer og slotsromantik

et vandløb, en sti mod det vilde

træerne flammer og luften er mild

og fantasien en kilde

 

Historier digtes, – om os selv nuvel

på det slot som grever og grevinder

mens grenene spejler en svindende pragt

i voldgraven, hvor der bor ænder

 

At drengene løber og kvinderne tuller

mens manden og hunden spadserer

det hører vel med til “familien på tur”

vi hygger os hver især

 

At samles igen, balancere os ind

på ubetrådt grund lidt fra vejen

sætte os ned på løvfaldets tæppe

under træernes svajen

 

At pakke kaffen og trøflerne ud

sidde og lytte til skoven

At glemme hverdag og lommesmerter

i lyset af blade fra oven

 

Det regner, siger min kære nevø

men det er blot vinden i løvet

Forundringsfulde og efterårsvarme

bli’r vi vist glade i låget

 

Og skumringen lander og vi må hjem

men vi lover os selv, at vi kommer

til vinter igen, i et snevejrstrip

med humør som om det var sommer

IMG_1130

Sort Sol

Bynken står stivnet
i halvvissen stand
hvor solen forlod den
i en brunlig brand
Og grå-tunge skyer vil
haste ind fra vest
true med halvkolde dråber og blæst

Køernes muler
i gul-grønne strå
søger de saftige
rester, – nu få
Mens hjortene slås
for at vinde en hind
plante et forår, før vinteren sætter ind

Der er noget i luften, der trækker sig sammen,
strækker sig ud og trækker os med
trækker os ind mod hinanden og nynner
sange om endnu en afsked

Sort sol
stærene samles i sundet
Sort sol
danser en tak for i år
Sort sol
bølger et håb under himlen
sort sol
om det der består

Vi samler i kurve
og spande og kar
træernes gaver,
det sidste vi har
Mens skovene gløder
og blæsten slår til
hvirvler os hen imod mørkets pupil

Vi bøjer os ind under
løvfaldets vers
slipper det slidte
der sidder på tværs
Vi håber og beder at hvad vi må la’ dø
skaber en plads til et nyt forårsfrø

Og der noget i luften der trækker sig sammen
strækker sig ud og trækker os med
trækker os ind mod hinanden og nynner
sange om kraften i kærlighed

Sort sol
stærene samles i sundet
Sort sol
danser en tak for i år
Sort sol
bølger et håb under himlen
sort sol
om det der består

Inspiræa

Spiræaen er sprunget ud

mens jeg krydsede broer mellem dig og mig

landende i et andet land

end det, der hedder; mig-min have-og jeg

 

Og sammen krydsede vi broer der

i det land mellem intet og alt, og alt der imellem

landede på en levende strand

på Sydsjælland i høj sommersol

 

Mens vi kyssed’ os varme og køled’ vores kroppe

i sommersvalt vand mellem vandmænd og fisk

og sommerklædte stemmer og hvinende kroppe

stod den herhjemme – spiræaen,

foldede sine blomster ud,

uden at nogen så det

 

I bløde nuancerede purpurbuketter.

Små bløde kys samlet til et hele

med små bitte støvfang som knappenåle

i en prinsessenålepude

 

Inspiræa er det virkelige navn

springer ud, når ingen ser det

står der og lyser når man kommer hjem

hvisker; sommeren er her igen,

sommerprinsesse, hvor på kortet sætter du næste nål?

Hvor i landet, drager du næste gang hen?

 

På fliserne under ligger glasskår og stritter

fra havelampen, slået itu

et splittet hele i skærende dele

lige så skarpe som blomsterne er bløde

 

Mellem dem hænger Liden Vintergrøn

udmattet efter en lang og udfordrende forårs-pakour

Den har gjort sit, det er tid til hvile

sommeren har taget over

 

Jeg lægger mig på maven på fliserne

for at se det hele fra en anden side

mærker de hårde sten lægge min krop i udstrakt vinkel

giver mig varme efter dagens sol

 

Jeg tænker tja;

livet lever både her og der

lige meget, hvor vi selv befinder os

vil der altid være et liv,

under, over og omkring os

 

Inspiæa er dit virkelige navn

små bløde kys samlet til et hele

så blødt hvor andet er splittet og hårdt

selv fliserne viser sin gode vilje

hvisker; sommeren er her igen,

sommerprinsesse, hvor på kortet sætter du næste nål?

Hvor i landet, drager du næste gang hen?

 

Jeg kigger op i en purpursky

hvisker; det samme sted igen

men jeg kommer hver gang hjem,

ja, jeg kommer hver gang hjem,

og du! En dag kommer han også hjem.

Så er det sommer i Danmark

Skumringen sniger sig ind over engen

nattergalen synger sine triller,

bli’r den mon aldrig træt?

Træt af vejret, træt af sangen,

træt af manden/konen og ungerne med?

 

Her er nu også liv i reden

vi skændes (næsten) ikke, og synger også lidt

og vi holder varmen og håbet ved ilden

med støvsugning, indendørssysler og snak

og brænde i brændeovnen

 

Naboen har parkeret sin fine

organge og hvide mini-graver

lige udenfor vinduet, – altså næsten

når jeg kigger i fugleflugtslinje over engen

er den det første jeg ser

 

-venter den måske som jeg?

 

På sommeren, – den skulle være her nu

der står Juni i min kalender

og om lidt holder skolen fri for en tid,

det er årstid for dasen, og hygge og leg

så fri som fugle, så kåde som sommerkid

 

Jeg skulle også ha slået græsset

jeg skulle ha bygget et sted til kompost

jeg skulle ha luget, klippet lidt ned

og gulerødderne skulle spire op

og løgene og salaten med

 

Men der er ingen gulerødder i sigte

ingen vækst i salaten

ingen løg der spirer og gror

kulden har trådt i spinaten

 

Nu sidder jeg her en midsommeraften

skriver en midsommervise

en midsommervise i efterårsvejr

kulde og regn og lange underbusker

gummistøvler og en sydvest

 

Selvom jeg ikke har sådan en

drømmer jeg om den nu i dag,

for den ville passe så fint  så fint

til min lilla regnjakke, de sorte regnbukser

de gule gummistøvler

 

Gult foroven, og gult forneden,

så er det sommer i Danmark

på engen er øer af blomster i gult

og så er det sommer i Danmark

 

 

Så havde vi den igen

Så ankom den dag i maj

som også må have en vise

den starter med barnets sygedag

en hals-forkølelses-krise

SÅ HAVDE VI DEN IGEN

 

De andre skal sendes i skole,

her hjemme ta’s den med ro

jeg retter til i mit skriveprojekt

den lille ser Nørd, – de’ så go’e

 

En formiddag for en gang skyld i skridt

en eftermiddag med fart

vi lægger fra land cirka klokken 3

bare sådan til start

 

En skole-hjem-samtale venter

Lillen får ros, det er skønt

og at vide at tromme-rytmer hører

til fritiden, – dér er det kønt

SÅ HAVDE VI DEN IGEN

 

Og vi skal skynde os hjem

for den næste skal til klaver

han ligger dog nu i sengen med feber

og hals-forkølelses-veer

 

Den store skal til teori

så spiser vi nok klokken 5

Heldigvis en rest fra i går

det’ bare at varme den

SÅ FIK JO VI DET IGEN

 

Jeg skal på biblioteket

og lige ha’ læst en bog;

Pablo Lliambis Sex Rouge færdig

når det lige pr. firtog

 

Vi smider cyklen på bilen

kører mod byen igen

når det hele før det er for sent

sønnen skal selv cykle hjem

SÅ GÅR DET HJEMAD IGEN

 

Min datter skal køre med bussen

til ungdomsklubben nuvel

hun sidder pænt i skuret og venter

mens bussen fortsætter selv

 

Hun løber, alt hvad hun kan

de 500 meter hjem

puster i døren, mor kan vi lige

nå at fange den?

 

Vi gasser op i Berlingoen

drøner ad snoede veje

5 kilometer i solskinsvejr

mens kornet i vinden vajer

 

Vi spærrer vejen for bussen

siger farvel og hej hej

og buschaufføren vinker venligt

nikker “i orden med mig”

SÅ´DER STYR PÅ DET IGEN

 

Derhjemme skal læses lektier

læsetempo skal op

så vil De Syge se NØRD igen

i mens jeg skal rydde op

 

Jeg råber, jeg smutter en tur

til rapsen med kameraet

for den skal fanges, før det for sent

og det er det faktisk snart

SÅ FIK JEG LIDT TID IGEN

SÅ TOG JEG LIDT TID IGEN

rapsogvindmøller

Vi læser, da jeg kommer hjem

godnathistorie om

røverne i Kardemommeby

Kasper, Jesper og Jonathan

 

Jeg kigger på klokken og tænker

hvor bliver den store af?

Ringer til ham, der er ikke forbindelse

mon cyklen er blevet flad?

 

Jeg siger, jeg lige må tjekke

der’ langt, hvis han trækker hjem

Starter Berlingoen endnu en gang

Mads Westfall på fynd og klem

 

Han synger om løbeture

og jeg bliver næsten svedt

ser mig selv i et drømmesyn

som pakour-løber–atlet

 

Jeg finder min søn på vejen

han havde senere fri

Jeg ryster på hovedet, tænker selvfølgelig

kommunikation, dét er vi

riiigtig dygtig´til

SÅ HAVDE VI DEN IGEN

 

På facebook ser jeg en hund,

der er fundet ved en café

og at der er udskrevet valg i dag

så kom det også til det

 

Jeg tænker, gad vide om nogle

har tænkt sig at slå et slag

for enlige og familier med børn

eller om det bar´ no’et pjat

“SÅ HAVDE VI DEN IGEN”

“JAMEN, SÅ HAVDE MAN DEN IGEN”

 

Jeg henter vand til de små

der falder ro over dagen

jeg sætter mig ned og skriver min vise

og nu er alle tilbage

SÅ ENDTE DET HELE GODT

Til trods for feber og snot
ENDER DET HELE GODT

migirapsudkantslommen

 

Idag er himlen blå

Den store laver lektier

de små har bygget hule

med stole, tæpper midt i stuen

skændes kun en smule

 

Min datter synger højt

til brusebadets plasken

Jeg rydder efter morgenmaden

hælder mælk i vasken

 

Og jeg har lavet kaffe

finder havestolen

ser terrassen trænger til

en kost i pinsesolen

 

Jeg tænker, det får vente

læner mig tilbage

ser de bløde skyer og en

lille flok med krager

 

Og naboen slår græs

så blev der atter tid

i lørdags blev de gift, idag

er samme gamle flid

 

Jeg vender mig og lurer

på mejser som har travlt

fra farmors gamle pumpe pipper

deres forårsavl

 

mejse3_Fotor

 

 

De flyver op i toppen

af skovens ahorntræ

og lander straks igen med mad

hvad mon det egentlig er?

 

Jeg letter mig fra stolen

kalder; vil I med

vi skal ha’ sået gulerødder

i det nye bed

 

salat og kruspersille

og løg og koriander

og morgenfruer og lidt dild

og ærteblomst blandt andet

 

De små er hurtigt ude

jo vi vil være med

én vil lege med benzin

og timmeren et sted

 

Den anden hjælper til

med ærteblomststativ

at så og binde op og synes

det bli’r superfedt

 

Så skal der kør’s med traktor

fjernstyret med plov

i bedet vi skal til at så

jeg finder så en skovl

 

Og graver lidt et andet sted

hvor ærterne skal stå

Vi når det, når vi når det

og i dag er himlen blå

Fri

En humlebi mellem vorterod

gule stjerners lys i det grønne

sprøde blade som forårets ankomst

på sporet af tusindfrydsdrømme

 

Hvor ænderne svømmer i rutefart

forbi vores lille station

med tæppe og kaffe, bog og en øl

som endnu en ny tradition

 

Du ligger og læser ved siden af mig

i en bog du først åbned’ igår

jeg ligger og kigger og lytter til lyden

af fugle, flyvere, forår

 

Tænker på dengang det stadig var sådan

at lyden af fly betød fare

at 75 år senere ligger vi

her – Vor Herre bevare os!

 

Med kamera og med en notesbog

og med øl og kaffe på kanden

og den værste krig vi er tilskuere til

er den mellem mågen og anden

 

Og vi ser, vi både har

og føler os fri

 

En glad og piget latter flyder

henover andedammen

jeg smugkigger, ser, hun har en kurv

han ligger, de snakker sammen

 

Champagneproppens springen lyder

jeg tager en slurk af min øl

den bruser mod ganen stærk og blød

som årets nyfødte føl

 

Og kirkeklokken kalder i luften

til forårets bryllupsfest

du fotograferer mig, smiler, jeg tænker

hvem tager vi med som gæst?

 

I et smørhul i Ringsted eller hvor som helst

kunne det egentlig være

når bare vi er sammen og der er prikket

hul på bekymringens blære

 

Og bekymringen sidder der i et træ

hvor rågerne taler på tværs

mens vipstjerter vipper på plænen og søger

guf i det nygrønne græs

 

Og vi ser, vi både har

og føler os fri

 

Fri til at vælge det næste skridt

over græsset eller på asfalt

som varmes af solen og sætter sig fast

under sålen som var det bestilt

 

Til at sidde der og blive vægten

af vejen så mange vil gå

men vi vælger græsset og ingen stier

bare fødder, – hvis regn; støvler på

 

For krig kan vi lave så let som vi vil

bare se, hvordan samfundet er

alfahanner og alfahunner

der kæmper for sig selv hver især

 

En tyk make-up, til at dække det triste

som ikke vinder i sol

og dog er så fuldstændig menneskeligt

at halvdelen er i mol

 

Men vi holder fri

og ser vi har fri

Ja vi holder fri, og føler os fri

 

Fri til at vælge, det som vi vil

skønt vi kender fornuftens parti

hverdagen kommer lige om lidt

penge skal tjenes fordi

 

Sådan er det nu bare engang

og ud af det opstår endnu en sang

vi håber og længes igen efter fri

 

At vi holder fri, og føler os fri

ja vi holder fri, og føler os fri

 

 

Et drivhus i kulde og blæst

At sidde et tidligt forår

og slikke lidt sol uden varme

at krybe i læ i drivhuset

møde en afpillet charme

 

Tomme flamingokasser

med visne blade og jord

senegræsset imellem dem

er det første der spirer og gror

 

Pileflet omkring kasserne

et forsøg på at skjule det hvide

er mærket af fugt, kulde og varme

os selv gennem årets tider

 

At hilse på tudsen i baljen

se der er kommet en lille

de venter også på lunere vinde

og snegle, larver og biller

 

At mærke min egen gåsehud,

som vorterne på min tudse

at føle mig brunlig og grøn, derimellem?

Dronning Ingrids pelagonier

IMG_6768

Halvnøgne, stilkede står de

overlevet en vinter

at tænke; vi overlevede også

som sidste års hyacinter

 

Vinen der snor sig langs siden

senet at kigge på

kigges lidt nærmere ses dog til glæde

grønne skud på det rå

 

At høre vinden der klaprer

med døren som piber i skinnen

at sidde og føle mig kold i rumpen

drømme at tiden er inde

 

Inde til bevægelse

fra vissent til frodigt vildnæs

tomater, agurker, Ingrid i flor

vinen der er på tværs

 

Jeg selv der smider min jakke

og strømper, bluse og sko

nipper sideskud, snakker med tudserne

finder min forårs-ro

 

At vide det ligger om hjørnet

om ikke, så om det næste

at kulden blot er en narrehat

der snart må bære og briste

At sidde en morgen i marts

At sidde en morgen i marts

og gabe og tænke jo-vist

foråret vokser nu dag for dag

og snart skal vi holde fest

 

At nippe af kaffen og se

at underskoven bli’r grøn

mens lyset strømmer fra oven

og kragen følger en strøm

 

af mildere vinde på vej

i cirkler der over skoven

blev vækket til sangfuglens triller

der kom og kyssed’ mig vågen

 

Jeg løber igennem min liste

tænker; mon ikke det går

rengøring, have og toilet

så når vi vel det, vi når

 

Snart er det også påske

vi skifter til sommertid

med hovedet i vinterens gemmer

finder vi budskab om fred

 

Som foråret er min datter

snart yndig i kjole af hvidt

en renhed, på tærsklen til livet

der gives os kvit og frit

 

Og vi vil huske at leve

og elske og lege os fri

jeg skriver det ned på listen

under punkt nummer 10