Bare nu

Tid er nu
nu er liv
liv i morgen er ingenting endnu
blot et håb om
en tro på
en tillid til
et nu

Nu er nu
Nu er her

Glemmer vi nu
eksisterer det da?
Eksisterer det
i en tanke om i morgen
en tanke om i går
en tanke om i dag?

Husker vi i går
eksisterer den ikke længere
Husker vi i morgen
eksisterer den dog ikke endnu
Husker vi i dag, husker vi et nu
der allerede er passeret
eller ikke er kommet endnu

For hvert eneste hjerteslag
tid er nu,
nu er liv
liv er tid uden tid
bare nu

IMG_0573

Frihed?

Tanketom

Jeg lukker øjnene

ser, føler efter.

Sort sejler jeg igennem intet

bare svæver

 

Det værker i min ryg.

Jeg retter lidt på puderne i sofaen.

Det var så dét sorte intet

– hurtigt kommet, hurtigt smuttet igen.

 

Har jeg siddet for meget i dag måske?

Trænger jeg til træning?

 

Jeg ser straks et helt heppekor for mit indre blik

med stramme shorts og svedbånd om panden,

– entusiastiske motionister selvfølgelig

nikke voldsomt med hovederne

som klokkeblomster i stiv kuling

 

Et syn?

 

Jeg har da vandret i haven, tænker jeg.

Tænkt over, hvordan den måske kan udfolde sig

under mine hænder

mens jeg udfolder min krop under dem,

frem mod målet.

 

Altså sådan rent fysisk

Med sav og grensaks,

trillebør, spade, greb,

ild endda

 

En plan om en halvvejs planløs fremfærd

i håbet om, at der ud af det

kommer en ny plan.

At brænde de visnede grene, så man kan se.

Fjerne det, der ikke bærer frugt.

Give plads til, at nyt kan opstå.

 

Senere under fælles øjne,

fælles hænder, fælles ideer.

Måske SKAL der være klokkeblomster.

 

Det er jo det:

Skridt for skridt

Plante for plante

Plan for plan

Der hvor vi spiller bold, men ikke så højt op i luften

at den lander i naboens mødding

 

Stille boblen af danskvand med citrussmag.

Sådan en glæde hviler her lige nu.

Med blikket ud gennem ruden

og lyden af krager, køer der brøler,

småfugle.

Mens det er blevet for koldt for mig

kalder de solnedgangen ned over engen.

 

Alting har en pris, tænker jeg.

Men hvorfor?

Der ligger en mørk skygge over mig.

Jeg er ved at studere mig ud af den, – eller prøver.

 

Jeg ved det jo godt.

Tror jeg.

Hvad jeg vil og ikke vil.

 

For det er måske netop det jeg vil;

Skridt for skridt

Plante for plante

Plan for plan

Ikke kun hvad angår haven

men allermest hvad angår livet

 

Hvad vil du? spørger jeg ud i luften

 

En flue summer og bumper mod ruden

igen og igen og

igen

 

Frihed?

Klumpet glaze

Regndråber prikker på ruden

sætter sig fast; for at blive, siger de stædigt

før man overhovedet nåede at komme med modargumenter

og 10 gode grunde til, at det var bedre, om de gled ned på jorden

og blev der nogle uger

 

Det slører udsigten

 

Som en glaze hvor husblassen klumper

før man hælder den over den kage

man også har overtrukket med forårsgrøn marcipan

i ren og skær kådhed

 

Det syn, der skulle illustrere lykken

og få tænderne til at løbe i vand

er blevet fesent

 

Som en misforstået drøm, hvor man tog springet

og hang i luften, før man opdagede

at der ikke var noget sted at lande

 

hvis det ikke lige var for den mudderpøl

man havnede i på begge ben, jo jo,

man er vel gesvindt, næsten som en kat

men med mudderet sjaskende op ad buksebenene

 

Nu lys blå meleret med brunt

og denne forårskage i hånden,

et tvivlsomt syn denne sidste dag i maj

som lader én tilbage uden tvivl;

klumpet glaze

Balance

Grantræet står og stritter i regnen

asymmetrisk i grenfordelingen

hælder det svagt mod venstre

Forpjusket tænker jeg

 

Som katten der går derude og vil ind

Alligevel

Yderst på hvert eneste led

lyser små nye kogler rødt

En bugnen der på hver sin side

skaber balance igen

 

Som de sommerrøde negle på mine tæer

holder jeg’et oppe og fødderne i gulvet

mens katten spankulerer ovenpå hegnet

for at undgå at få våde poter

springer ned, da jeg åbner døren

lukker den ind

 

 

Deadlines

De kedelige ting har det sjældent med at løbe hurtigt for at standse lige der på deadline. Vi maser afsted, for at hive dem med hen til deadline. Er det at gå over stregen, hvis vi ikke når den, – deadline? Dødens linje! Dør vi, hvis vi går over uden det, vi skulle have haft med?

De sjove ting derimod, de smukke, har med at løbe stærkt. Der skal vi være vakse og fange dem i nuet, ellers er de over deadline, langt før vi overhovedet opdager det. Og så er det for sent at gribe dem

Hvad har vi så? Hvad dør vi mest af?