Natur – kultur – Kunst – Karlby Strand 1

Karlby Strand

Første del af en billedserie, hvor jeg leger med spørgsmålet om, hvad kunst egentlig er (uden på nogen måde at have specielt kendskab til kunst)

Denne første serie kalder jeg;  Kunst; natur og kultur i lemfældig orden/stål og sten

 

stål og fallos ved kalksten

Stål og sten

isbjørnens død

Isbjørnens skæbne?

metal og rust på kalksten

Rustrød blomst/kalkmaleri

pensel2

Naturalisme?

 

slangen i paradis

Udstødning

 

Ventetid/hentetid

Fik en lille lomme af tid, at bruge som jeg ville.

Man kunne kalde det “ventetid”, da min datter ikke kom hjem med det tog, jeg havde ventet. Og så holdt jeg der, og gad ikke køre hjem for den time.

“Ventetid.” Jeg valgte at kalde det “hentetid,” hentede mig selv ud af en søvnig lørdag, gråvejr, regn, kørte på havnen.

Mødte en havn, som man kunne kalde “søvnig”. Jeg valgte at kalde den “ventende.” Som pytterne i asfaltshullerne, der bare ligger og lader regndråberne skabe bevægelsen.

Tænker nu på det, at være søvnig. Måske man på sådan en dag både har ventetid og hentetid?

Grenå havn kl. 18. lørdag aften.

weekendpåhavnen2

Fri

weekendpåhavnenommer

 

Hvad jeg gerne vil nå i mit liv 20 – at få fangst

At håbe på godt vejr

At køre på job, tage på udflugt i gråvejr men tørvejr, med et par børn, der er vildt begejstrede over, at de skal ud at køre i min Berlingo

At få at vide at min radio er dårligere end i deres bil

At forklare at det har noget med ledningerne og antennen at gøre, køre ad snoede veje, mens jeg fortæller om dengang jeg ødelagde antennen, fordi den hang fast i garageporten, og trak porten ned over bilen, så jeg hverken kunne komme frem eller tilbage

At spore et glimt i øjet og et grin på læben i ansigtet af en lille fregnet gut på bagsædet

At høre om hans crosser

At ankomme til naturpladsen, zig-zagge mellem udfordringerne på forhindringsbanen, de store træxylofoner, som får liv og rytmer fra os alle 3, begejstres sammen

At trille rundt i et anemonehav, se på de mange halvtudfoldede blade på træerne, at det er et spørgsmål om dage efterhånden før alt er grønt

At komme træt hjem til weekend

******

At planlægge at skulle i haven og grave min nyerhvervede muldvarpeskræmmer ned, klippe roser og lavendler, men først have en ordentlig morfar

At opdage at det regner, da jeg vågner

At ærgre mig en smule, tage en kop kaffe, tænke, at det måske alligevel ikke er så slemt

At trække i kedeldragt

At pakke muldvarpeskræmmeren ud, sætte batterier i, blive forskrækket over den høje hyletone der opstår ved det, – skynde mig at pille batterierne ud igen

At spekulere på, hvor meget mere, den mon kan skræmme væk

At sætte batterierne i udenfor igen, i samme nu høre galoperende hove over blød mark, se et par heste komme tordnende over engen med spidsede ører, håbe de standser ved hegnet

At konstatere, at lyden kan høres langt væk, men ikke skræmmer alle, smile over hestenes nysgerrige hoveder

At grave lydstaven ned – nu kan jeg kun høre den tæt på, ånde lettet op, håbe, jeg nu kan have min have i fred for mosegrise

At beroliges ved, at hestene græsser igen

At klippe roser, passe på at tornene ikke river mig, klippe lavendler, lade hænderne stryge over de nye grågrønne blade, lade duften trænge ind

At lade regnen dryppe på mig, føle mig forenet med dens stille fremfærd, luge lidt hist og pist, dræbe en dræbersnegl

At være tilfreds med mig selv, se solen bryde gennem skydækket på en søvning og sløret måde, lukke øjnene, tænke, at jeg vil nå en tur til vandet inden det bliver mørkt, måske skrive eller tage billeder

*******

At køre til vandet, se, der er en del lystfiskere til aften, tænke på, hvad det mon er, de går efter ved denne tid på året

At vælge at tage kameraet i lommen og lade notesblokken ligge

At spørge et par fiskere, jeg passerer og hilser på, – det er havørreder de går efter, forår og efterår, og hornfisk

At ønske dem held og lykke med fangsten, spore mig ind på min egen, som ikke er med fiskestang

At gå ned ad skrænten til stranden, se op til flere interessante objekter til et billede, fx. et rustent udstødningsrør, som af en eller anden mærkelig grund er landet der mellem stenene og ligger og stritter imod naturen

At studere klinterne nærmere, hvordan det hele stadig bærer præg af stormen 2013, som også dækkede kystvejen til med sten, så man efter 2. storm opgav at rydde igen, selvom det er redningsvej til byen bag den næste klint

At kravle op af det løse skred, kigge ned i et hul, som vandet har lavet, se lagene i klinten

At gribe i lommen efter mit kamera

At tænde det, få meddelelse om, at kortet er fyldt, undre mig, – jeg har da næsten lige tømt kortet

At tjekke igennem og opdage, at min datter har taget den ene efter anden dansevideo af sig selv og fyldt kortet med det

At begynde at slette, få meddelelse om, at batteriet er tomt, se kameraet gå ud

At forsøge at tvinge liv i det, uden held

At tænke, – hvor typisk, hun har endda lige fået sit eget i konfirmationsgave, beslutte mig for at gå en tur, tage hjem, lade batteriet, lægge dej til boller, tage på morgentur til vandet igen imorgen, med kamera, boller og kaffe

At finde en kalksten, på størrelse med en haveflise, flad som en flise på den ene side, men bulet og formet gennem tiden på den anden side, fascineres, tænke, at hvis jeg kan få den med hjem, vil det være en trøst til gengæld for det med kameraet

At tage den i favnen, vide, det er den største sten jeg nogen sinde har samlet, blive spurgt, hvad jeg har fundet, af et par fiskere, jeg hilser på

At smile og sige, det er en sten, jeg blev fascineret af, som jeg bare måtte have med hjem (hvis de ikke kan se det)

At få at vide, at sådan har den ene af dem det også, – lommerne stoppet med sten efter en tur med fiskestangen

At tænke, – ja det var så min fangst til aften

At føle mig glad, lade mig tynge ned i strandens sten, balancere op ad skrænten og virkelig bemærke, at jeg har fødderne på jorden

At tænke på stranden imorgen tidlig igen, drømme og håbe på godt vejr

 

 

En kliché?

Fandt en duefjer under Omorika-granen, hvor et par skovduer har deres rede.

Duer der bruges som billedsprog i tekster, anses i forfatterverdenen efterhånden som en kliché, – det vil jeg nu ikke kalde mine duer.

De bygger nemlig rede der, år efter år og jeg tror ikke selv, de synes det er en kliché, – det har de så men alt for travlt til at synes noget som helst om

Men idag, netop idag, havde jeg brug for noget at dvæle ved under eftermiddagssolen, og jeg fandt denne fjer.

Jeg holdt den op mod solen og så, at regnbuens farver anedes i fjeren, tænkte lidt over sammenhængen, – Duen = håb, Regnbuen = håb, Fra Noahs ark til Duen, Olivenbladet, Regnbuen = håb. Det eneste jeg mangler er arken, den bygger jeg imorgen.

Dette dog vist kun et syn for det blotte øje

en duefjer

 

 

Hvad jeg gerne vil nå i mit liv 19 – Broer

At kysse dig på gensyn om lidt

At sætte mig i Berlingoen og stikke mod vest, siden nord, før øst, komme i tanke om, at jeg ikke ved, om jeg har husket min pung

At køre ind til Føtex for at finde ud af, at jeg har

At sætte den nye CD med Mads Westfall på, hælde kaffe op, skrue op for Spor, og endnu engang starte turen, vest, nord, øst

At opdrage på en Audi, der presser mig bagfra, selvom jeg er ved at overhale en Skoda, tænke, – så kan den lære det, sådan råbe og skrige en søndag eftermiddag af pæne folk

At nå Storebæltsbroen uden skræmmer, tænke på det med broer

At finde ud af, at jeg vil skrive en vise om broer, prøve at skrive lidt ned i min notesblok under farten, se, at det bliver kragetæer, næsten som de mågetæer, der løfter sig op over vejen

At tænke på, hvorfor det egentlig hedder kragetæer, og så dårligt kan det jo heller ikke være, for de kan vel gribe om næsten hver en gren og blive hængende?

At se, at mine også stadig hænger ved papiret, men som kryptiske runer

At lægge notesbogen fra mig, synge med på “Jeg sætter min lid til den kommende tid” og tænke på den, der lige har været, og hvordan den bløde varme følelse stadig ligger og vugger i mig som efterdønninger

At passere Lillebæltsbroen og lande på Jyllands muld, høre min stemme karikeret som min mors; så Bette, nu til hverdag og jordforbindelse

At ærgre mig en lille smule, men også føle mig glad

At fortsætte nordpå ad motorvejen, skælde ud på en lille hvid Golf, der ligger og luller med 100 i timen i mellemsporet og lader sig overhale indenom, af billister, der er træt af at vente

At vælge at tage ydresporet, vi skal jo også hjem…..

At dreje indover Djursland, tage ruten over bakkerne mod Kolind

At se, at om ca. 14 dage er der grønt over hele sundet, hvor bedårende vandet i kanalen blinker, så blåt mellem spirerende marker og stedvise træer, små broer.

At huske, hvor meget jeg synes om, netop det landskab, skønt det er menneskeskabt med afvandede marker, via de kanaler, og enhedslisten, der vil føre sundet tilbage til fortiden som sø

At komme hjem til solskin og en lækkersulten kat

At smide kufferten ind, fodre katten, sætte en vask over, skrive; så er jeg hjemme

At ville sidde ude og nyde den sidste sol

At synes, solen er skarp, til at skrive, og vejret for koldt i skyggen, rejse mig, vande blomster, gå ind igen, støvsuge, vaske gulvet i køkkenet, gå ud igen, – endnu engang med computer, for at skrive, lade solen lune og blænde mig, og intet være skrevet

At tænde for vores lille bæk, se vandet fylde den lille sø i toppen og begynde at løbe sig vej gennem det landskab, du byggede sidste sommer, forbi sten og planter, hen til vandfaldet, (hvis man kan kalde det det), for at risle videre under broer af tilfældige stykker træ, tilbage i baljen, som vi tillader os at kalde en dam

At tænke, hvem bestemmer også, hvad vi kalder det, bortset fra os selv?

At gå i udstuen, og endelig lande, åbne for mit skriveprojekt, lade historien skabe sig selv videre, og se, at det gør den i højeste grad, – nu er hun jo nærmest blevet forelsket i løbet af 10 linjer

At åbne døren i udstuen, – der er alligevel en god varme efter solens besøg

At se katten slænge sig mæt og veltilpas i stolen overfor, føle mig lige sådan, kigge på billedet af dig, notere; Broer

storebæltsbroen

Fri

En humlebi mellem vorterod

gule stjerners lys i det grønne

sprøde blade som forårets ankomst

på sporet af tusindfrydsdrømme

 

Hvor ænderne svømmer i rutefart

forbi vores lille station

med tæppe og kaffe, bog og en øl

som endnu en ny tradition

 

Du ligger og læser ved siden af mig

i en bog du først åbned’ igår

jeg ligger og kigger og lytter til lyden

af fugle, flyvere, forår

 

Tænker på dengang det stadig var sådan

at lyden af fly betød fare

at 75 år senere ligger vi

her – Vor Herre bevare os!

 

Med kamera og med en notesbog

og med øl og kaffe på kanden

og den værste krig vi er tilskuere til

er den mellem mågen og anden

 

Og vi ser, vi både har

og føler os fri

 

En glad og piget latter flyder

henover andedammen

jeg smugkigger, ser, hun har en kurv

han ligger, de snakker sammen

 

Champagneproppens springen lyder

jeg tager en slurk af min øl

den bruser mod ganen stærk og blød

som årets nyfødte føl

 

Og kirkeklokken kalder i luften

til forårets bryllupsfest

du fotograferer mig, smiler, jeg tænker

hvem tager vi med som gæst?

 

I et smørhul i Ringsted eller hvor som helst

kunne det egentlig være

når bare vi er sammen og der er prikket

hul på bekymringens blære

 

Og bekymringen sidder der i et træ

hvor rågerne taler på tværs

mens vipstjerter vipper på plænen og søger

guf i det nygrønne græs

 

Og vi ser, vi både har

og føler os fri

 

Fri til at vælge det næste skridt

over græsset eller på asfalt

som varmes af solen og sætter sig fast

under sålen som var det bestilt

 

Til at sidde der og blive vægten

af vejen så mange vil gå

men vi vælger græsset og ingen stier

bare fødder, – hvis regn; støvler på

 

For krig kan vi lave så let som vi vil

bare se, hvordan samfundet er

alfahanner og alfahunner

der kæmper for sig selv hver især

 

En tyk make-up, til at dække det triste

som ikke vinder i sol

og dog er så fuldstændig menneskeligt

at halvdelen er i mol

 

Men vi holder fri

og ser vi har fri

Ja vi holder fri, og føler os fri

 

Fri til at vælge, det som vi vil

skønt vi kender fornuftens parti

hverdagen kommer lige om lidt

penge skal tjenes fordi

 

Sådan er det nu bare engang

og ud af det opstår endnu en sang

vi håber og længes igen efter fri

 

At vi holder fri, og føler os fri

ja vi holder fri, og føler os fri

 

 

Et drivhus i kulde og blæst

At sidde et tidligt forår

og slikke lidt sol uden varme

at krybe i læ i drivhuset

møde en afpillet charme

 

Tomme flamingokasser

med visne blade og jord

senegræsset imellem dem

er det første der spirer og gror

 

Pileflet omkring kasserne

et forsøg på at skjule det hvide

er mærket af fugt, kulde og varme

os selv gennem årets tider

 

At hilse på tudsen i baljen

se der er kommet en lille

de venter også på lunere vinde

og snegle, larver og biller

 

At mærke min egen gåsehud,

som vorterne på min tudse

at føle mig brunlig og grøn, derimellem?

Dronning Ingrids pelagonier

IMG_6768

Halvnøgne, stilkede står de

overlevet en vinter

at tænke; vi overlevede også

som sidste års hyacinter

 

Vinen der snor sig langs siden

senet at kigge på

kigges lidt nærmere ses dog til glæde

grønne skud på det rå

 

At høre vinden der klaprer

med døren som piber i skinnen

at sidde og føle mig kold i rumpen

drømme at tiden er inde

 

Inde til bevægelse

fra vissent til frodigt vildnæs

tomater, agurker, Ingrid i flor

vinen der er på tværs

 

Jeg selv der smider min jakke

og strømper, bluse og sko

nipper sideskud, snakker med tudserne

finder min forårs-ro

 

At vide det ligger om hjørnet

om ikke, så om det næste

at kulden blot er en narrehat

der snart må bære og briste

At plukke en blomst

At gå på opdagelse i min have for at se, hvad nu er på vej af piblende spirende liv

At se på liljer, nyligt sat, blandt stedmoderblomster i alle mulige farver

At finde en sten med mos, tænke, det ser hyggeligt ud, med et strejf af nostalgi, som buketten fra påske, der stadig ligger og lyser øverst i kompostbeholderen

IMG_6711

 

At se den ligger der, buketten, ovenpå afklip fra plænens første slåning, duften, at huske duften af nyslået græs, stikke næsen i det, genkende det som hø, vende ansigtet mod solen

At skutte mig i vinden

At forsøge at fange en regndråbe fra tagrenden, med kameraet, tænke, jeg muligvis skulle have renset den, – altså tagrenden

At gå tæt på mirabelletræet, tage billeder af det hav af blomster der kaster lys så langt, at jeg kan se dens brødre og søstre ovre på den anden side af engen og som lysende pletter rundt i landskabet

At finde en blomst jeg ikke helt kender, under rododendronbusken, en hvid viol?

At plukke en enkelt ind med blad, sætte den i et lille marmeladeglas med arabisk skrift, slå det op, – altså hvid viol, se, det netop er det, den er

At stille den på bordet under glasenglene, føle håbet findes der