Klumpet glaze

Regndråber prikker på ruden

sætter sig fast; for at blive, siger de stædigt

før man overhovedet nåede at komme med modargumenter

og 10 gode grunde til, at det var bedre, om de gled ned på jorden

og blev der nogle uger

 

Det slører udsigten

 

Som en glaze hvor husblassen klumper

før man hælder den over den kage

man også har overtrukket med forårsgrøn marcipan

i ren og skær kådhed

 

Det syn, der skulle illustrere lykken

og få tænderne til at løbe i vand

er blevet fesent

 

Som en misforstået drøm, hvor man tog springet

og hang i luften, før man opdagede

at der ikke var noget sted at lande

 

hvis det ikke lige var for den mudderpøl

man havnede i på begge ben, jo jo,

man er vel gesvindt, næsten som en kat

men med mudderet sjaskende op ad buksebenene

 

Nu lys blå meleret med brunt

og denne forårskage i hånden,

et tvivlsomt syn denne sidste dag i maj

som lader én tilbage uden tvivl;

klumpet glaze

Balance

Grantræet står og stritter i regnen

asymmetrisk i grenfordelingen

hælder det svagt mod venstre

Forpjusket tænker jeg

 

Som katten der går derude og vil ind

Alligevel

Yderst på hvert eneste led

lyser små nye kogler rødt

En bugnen der på hver sin side

skaber balance igen

 

Som de sommerrøde negle på mine tæer

holder jeg’et oppe og fødderne i gulvet

mens katten spankulerer ovenpå hegnet

for at undgå at få våde poter

springer ned, da jeg åbner døren

lukker den ind

 

 

Så havde vi den igen

Så ankom den dag i maj

som også må have en vise

den starter med barnets sygedag

en hals-forkølelses-krise

SÅ HAVDE VI DEN IGEN

 

De andre skal sendes i skole,

her hjemme ta’s den med ro

jeg retter til i mit skriveprojekt

den lille ser Nørd, – de’ så go’e

 

En formiddag for en gang skyld i skridt

en eftermiddag med fart

vi lægger fra land cirka klokken 3

bare sådan til start

 

En skole-hjem-samtale venter

Lillen får ros, det er skønt

og at vide at tromme-rytmer hører

til fritiden, – dér er det kønt

SÅ HAVDE VI DEN IGEN

 

Og vi skal skynde os hjem

for den næste skal til klaver

han ligger dog nu i sengen med feber

og hals-forkølelses-veer

 

Den store skal til teori

så spiser vi nok klokken 5

Heldigvis en rest fra i går

det’ bare at varme den

SÅ FIK JO VI DET IGEN

 

Jeg skal på biblioteket

og lige ha’ læst en bog;

Pablo Lliambis Sex Rouge færdig

når det lige pr. firtog

 

Vi smider cyklen på bilen

kører mod byen igen

når det hele før det er for sent

sønnen skal selv cykle hjem

SÅ GÅR DET HJEMAD IGEN

 

Min datter skal køre med bussen

til ungdomsklubben nuvel

hun sidder pænt i skuret og venter

mens bussen fortsætter selv

 

Hun løber, alt hvad hun kan

de 500 meter hjem

puster i døren, mor kan vi lige

nå at fange den?

 

Vi gasser op i Berlingoen

drøner ad snoede veje

5 kilometer i solskinsvejr

mens kornet i vinden vajer

 

Vi spærrer vejen for bussen

siger farvel og hej hej

og buschaufføren vinker venligt

nikker “i orden med mig”

SÅ´DER STYR PÅ DET IGEN

 

Derhjemme skal læses lektier

læsetempo skal op

så vil De Syge se NØRD igen

i mens jeg skal rydde op

 

Jeg råber, jeg smutter en tur

til rapsen med kameraet

for den skal fanges, før det for sent

og det er det faktisk snart

SÅ FIK JEG LIDT TID IGEN

SÅ TOG JEG LIDT TID IGEN

rapsogvindmøller

Vi læser, da jeg kommer hjem

godnathistorie om

røverne i Kardemommeby

Kasper, Jesper og Jonathan

 

Jeg kigger på klokken og tænker

hvor bliver den store af?

Ringer til ham, der er ikke forbindelse

mon cyklen er blevet flad?

 

Jeg siger, jeg lige må tjekke

der’ langt, hvis han trækker hjem

Starter Berlingoen endnu en gang

Mads Westfall på fynd og klem

 

Han synger om løbeture

og jeg bliver næsten svedt

ser mig selv i et drømmesyn

som pakour-løber–atlet

 

Jeg finder min søn på vejen

han havde senere fri

Jeg ryster på hovedet, tænker selvfølgelig

kommunikation, dét er vi

riiigtig dygtig´til

SÅ HAVDE VI DEN IGEN

 

På facebook ser jeg en hund,

der er fundet ved en café

og at der er udskrevet valg i dag

så kom det også til det

 

Jeg tænker, gad vide om nogle

har tænkt sig at slå et slag

for enlige og familier med børn

eller om det bar´ no’et pjat

“SÅ HAVDE VI DEN IGEN”

“JAMEN, SÅ HAVDE MAN DEN IGEN”

 

Jeg henter vand til de små

der falder ro over dagen

jeg sætter mig ned og skriver min vise

og nu er alle tilbage

SÅ ENDTE DET HELE GODT

Til trods for feber og snot
ENDER DET HELE GODT

migirapsudkantslommen

 

Idag er himlen blå

Den store laver lektier

de små har bygget hule

med stole, tæpper midt i stuen

skændes kun en smule

 

Min datter synger højt

til brusebadets plasken

Jeg rydder efter morgenmaden

hælder mælk i vasken

 

Og jeg har lavet kaffe

finder havestolen

ser terrassen trænger til

en kost i pinsesolen

 

Jeg tænker, det får vente

læner mig tilbage

ser de bløde skyer og en

lille flok med krager

 

Og naboen slår græs

så blev der atter tid

i lørdags blev de gift, idag

er samme gamle flid

 

Jeg vender mig og lurer

på mejser som har travlt

fra farmors gamle pumpe pipper

deres forårsavl

 

mejse3_Fotor

 

 

De flyver op i toppen

af skovens ahorntræ

og lander straks igen med mad

hvad mon det egentlig er?

 

Jeg letter mig fra stolen

kalder; vil I med

vi skal ha’ sået gulerødder

i det nye bed

 

salat og kruspersille

og løg og koriander

og morgenfruer og lidt dild

og ærteblomst blandt andet

 

De små er hurtigt ude

jo vi vil være med

én vil lege med benzin

og timmeren et sted

 

Den anden hjælper til

med ærteblomststativ

at så og binde op og synes

det bli’r superfedt

 

Så skal der kør’s med traktor

fjernstyret med plov

i bedet vi skal til at så

jeg finder så en skovl

 

Og graver lidt et andet sted

hvor ærterne skal stå

Vi når det, når vi når det

og i dag er himlen blå

Hvad jeg gerne vil nå i mit liv 26 – Duracell

 

At gå rundt med græstrimmeren, tage kanterne efter græsslåningen i går, spekulere på, om man kan høre det i nabolandsbyen, sådan en pinsesøndag, hvor folk vil sidde i haven og måske nyde lidt fred.

Engen, skoven og skrænten har det med at forstørre lydene, – fuglesang som motorlyd men også stilheden, som oftest er tilstede

At beslutte mig for at undersøge det en dag, hvor naboen er i gang med en maskine, se for mig, jeg cykler, standser og lytter efter, hvor langt det kan høres væk

At tænke på, at det måske egentlig ikke gør en forskel, – man skal vel, når man skal og måske skal jeg cykle meget langt?

At huske, jeg selv synes, det er lyde af liv, når naboen er i gang, bare de ikke bliver ved hele dagen

At komme i tanke om, at cyklen også er flad, droppe ideen

At mærke de havemuskler protestere, som har ligget stille længe, hive min have-hvile-stol frem fra en krog, befri den for spindelvæv, lægge hynden til rette, mig selv ovenpå

At lukke øjnene og nyde solen, endelig solen, der varmer og vinden, der får mit hår til at kildre i ansigtet

At falde hen og drømme

At vågne igen, opdage, at nu får naboen gæster, der dyttes, før gruset knaser under hjulene i deres gårdsplads, – de blev gift i går, – så skal de nok sidde i haven i dag med nogle gæster

At lægge græstrimmeren ind i skuret, gå i kast med lugning af bedene og udryddelse af dræbersnegle undervejs, gøre klar til såning

At sætte mig i drivhuset og kigge bunken af frø igennem, notere, hvad jeg gerne vil have mere

At køre i Brugsen, købe forkultiveret salat, ærteblomstfrø, persillefrø (bredbladet), forårsløgsfrø og en almindelig pose kartofler

At beslutte mig for at vente med såningen til i morgen, hvor børnene er hjemme og kan være med

At føle mig træt og lægge mig på sofaen

At overveje om det med duracell-kanin egentlig ikke var et forældet udtryk, – ser man stadig de kaniner i reklamerne?

At sige til mig selv, – og det ved du ikke, fordi du ikke kan se TV2

Ssenere på aftenen, kravle op på loftet under taget, for at se, om jeg kan få antennen til at opfange et bedre signal, fordi DR Ultra har udfald, og jeg har fået gentagne klager fra yngste-sønnen gennem de sidste 3 måneder pga. netop det

At finde ud af, at det ikke er så let, ryste på hovedet af tidligere ejers gør-det-selv-logik

At råbe ned gennem lemmen efter en Ipad, søge på google, finde ud af, at retningen skal være 223 grader for at finde det bedste signal

At råbe ned gennem lemmen efter et kompas

At indstille kompasset, dreje antennen, kravle ned igen (børnene der skulle råbe om signalet var der, er dampet hver til sit) Nu er der ingen signal til nogle af DR’s kanaler overhovedet.

At have en anelse om, at jeg måske også har min egen gør-det-selv-logik, som ikke er meget bedre end min forgængers

At vende tilbage til duracellkaninen, som nu er gået tør for batterier, droppe ideen om at ændre mere i aften

At putte mig på sofaen med min søn, som er kommet hjem med ondt i halsen og feber

Hvad jeg gerne vil nå i mit liv 25 – det er vel sådan det er?

At overveje muligheder

At beslutte mig for at gå i haven efter aftensmad, ombestemme mig og beslutte mig for at køre til højene for at nyde udsigten, nu der er lidt solskin og rapsen blomstrer

At ordne færdig (eller måske ikke færdig, men gøre lidt i køkkenet), råbe til børnene; jeg smutter, om de vil med?

At få et; vi vil hellere blive her (de sidder i mit soveværelse, to i min seng tæt op ad hinanden, med hver deres Ipad/computer, den ene spiller, den anden ser fremvisninger af campingvogne på youtube, den tredje sidder ved mit skrivebord for at lave lektier i fred og ro)

At konstatere, at den fjerde er på skype med sin veninde i sit eget værelse

At tænke jubiii, en lille ro- og fredslomme, overveje om jeg skal tage både notesbog og kamera med, kigge på klokken, beslutte mig for at nøjes med kameraet

At sætte mig i bilen og sige til mig selv; næste gang tager du cyklen

At køre ud af indkørslen og opdage, at nu er der skyer for solen, 1/2 kilometer senere er der regn på ruden

At starte vinduesviskerne, føle mig uheldig

At køre en kilometer mere, – nu stoppede regnen, og solen er ved at bryde igennem skyerne igen

At tænke, – så er jeg måske alligevel heldig

At se serværdighedsskiltet, der er forholdsvis nyt. Så nu er det altså blevet en anerkendt turistattraktion, beslutte mig for at ignorere P-plads-skiltet, bumple op ad markvejen og parkere ca. hvor vi plejer

At stige ud af bilen, mærke den kolde vind bide i hænderne

At gå op på den nærmeste høj, kigge ud over landskabet, fotografere; marker som forskelligfarvede felter, mellem landsbyer og så vandet og havvindmøllerne længst væk

landsbyer

At opdage en regnbue og min egen skygge under den, studere dén og hvordan enden af regnbuen flytter sig, alt efter, hvor man selv flytter sig hen

regnbueskygge

At se skyerne slette min skygge igen

At filosofere over, om man egentlig ikke altid kan finde en form for skat, hvis man kigger sig omkring, sol, regnbue eller ej?

At gå en tur mellem højene, kigge mig omkring efter gode motiver, fryse mine hænder, mærke dråber på mit hår

At ærgre mig over, at maj bliver ved at være sådan lidt skiftende halv – til helkold og distrahere mig

At vide, jeg godt ved, vi lige har haft lidt lunere dage

At støde på en lille klynge pinseliljer, der står og lader sig skubbe af vinden

De ligner små ansigter, der smiler. Jeg burde heller ikke have så ondt af mig selv

At overveje om pinsens budskab netop er at finde i det, – at vinden er , som Helligånden, der berører os, bevæger os, får os til at smile, glædes, lyse og dele ud af det lys, tage imod det, til trods for vejrets skiften

At tænke på, at nogen må have sat de løg engang, spekulere på hvem og hvorfor, overveje om jeg selv skulle stikke et eller andet i jorden engang, som et anonymt blomstrende aftryk af væren, liv og håb

pinseliljer

 

 

Hvad jeg gerne vil nå i mit liv 24 – At være vågen

At vågne om natten og føle at natten er vågen

At se at klokken er 1.14 am, vide jeg kan sove 4,5 timer endnu

At vende og dreje mig, ikke kunne falde i søvn, ligge og lytte til stilheden

At fornemme, at det ligesom emmer i mørket af noget, der er på vej, uden ledetråde om, hvad det er, og alligevel have en følelse af, at det er noget godt, noget der har betydning

At tænke, at det, der går forud, er det, vi ikke kan fange men blot fornemme som små vibrationer i luften

At blive en lille smule højtidelig ved tanken

At trække dynen over hovedet og sige til mig selv, – det viser sig, når det gør, hvis det gør, og nu skal du sove

At opdage at ikke blot denne fornemmelse men hele tankeuniverset er stimuleret af nattens tæthed

At konstatere at nye og allerede igangsatte projekter, pligter og det jeg har lyst til, kører i karrusel, rundt rundt rundt om imorgen og i overmorgen og i overovermorgen og i overoverovermorgen

At prøve, at koncentrere mig om at være i mørket, høre mit åndedrag, skovens stille laden-sig-røre-af-nattens-brise og nattergalens sang, der lyder klart over engen mens jeg messer i hovedet; sove – sove – sove, dine – øjenlåg – bliver – tungere – tungere – tungere, kroppen tungere – tungere – tungere

At synes, det egentlig er imponerende med den lille vågne fyr, der bare synger og synger og synger, tænke jeg hellere lige må lytte for at huske at nyde det, – det er så kort en tid, nattergalen synger om natten og helt specielt fordi alt andet er stille

At høre et par ræves arrige skrig give ekko, spekulere på, om det er territorium eller et bytte de slås om, skutte mig, stå op for at tisse

At sætte mig i køkkenet, tænde emhætten og en smøg, skrive; Det er som natten er vågen og jeg må være vågen med den

At notere alle de grunde, jeg kan komme i tanke om, til at jeg ikke ved, hvorfor jeg ikke kan sove, så jeg måske kan sove

At gå i seng igen, nyde den kølige luft, der kommer ind af vinduet

At opdage, at nu er klokken 3.15 og solsort, spurv, musvit og blåmejse begynder deres morgenkor, smile, grave mig ned i puden

At tænke, det måske bare var det, – en ny dag der er på vej

At falde til ro og i søvn kl. 3.23

At vågne igen til mobilens alarm, se at det ER blevet morgen, vælte ud af sengen, føle, at jeg sover, og at morgenen nu også sover med

At gabe, trippe ned ad trappen, fjernt høre lyden af, at jeg sætter kaffe over

At drikke kaffe mens dagen vågner

At køre på job og opdage at hele verden lyser, gult, rosa, lilla, hvidt, grønt; Raps, Japansk Kirsebær, Syren, Tuindfryd, Græs, Træer, Kornmarker

At være sent på den

At overhale en søvnig Golf,  tænke, det måske også var det, der var på vej, – lysets åbenbaring

At notere bag øret; og det var ikke slutningen men blot begyndelsen

 

Hvad jeg gerne vil og IKKE vil nå i mit liv 23 – Udkantsdanmark

At vågne og vide det er mandag

At ligge og lytte til fuglene, som er tidligere og tidligere igang, et par spurve med deres kvit kvit uden for vinduet

At trisse op, lave kaffe, tænke på gårsdagens morgen, mærke hårene rejse sig, da jeg kigger i skraldeskabet, se, at der ikke er gnavet i skraldeposen i nat

At ånde lettet op

At sætte mig, kigge ud af vinduet, se min kaffekop fra igår stadig stå på hegnet, der hvor jeg kom til med lugningen

At huske, det var den kaffekop, som var min, i den børnehave der lukkede, pga. af faldende børnetal

At tænke på, hvor perfekt den lå, børnehaven, – i gå-afstand til skov og strand, og smile over alle de dejlige ture, vi gik med de børn

At vide, der er rigtig mange perfekte steder herude, men at de efterhånden bliver mere og mere affolkede

At undre mig over hvorfor, og alligevel have en rigtig god anelse om det

At mærke, at det er sådan, og har været det længe, at vi i Udkantsdanmark er de lemmer på en fælleskrop, som skæres af, bid for bid, når der skal spares i kommunen, regionen eller på landsplan; skoler, børnehaver, arbejdspladser, alt flyttes til større enheder og frem for alt, tættere på større byer

“Fordi vi ikke er stemmer nok, til at råbe op?”

“Fordi, når man bor i byen er der MEGET længere, hvis man skulle køre udad i kommunen/regionen, hvor nogle af de faciliteter sagtens kunne ligge, som vi ALLE betaler skat til, end der er, når man bor herude og skal køre indad mod byen til kæmpe-enheder, som der bruges tårnhøje beløb på at udvide?”

“Fordi ingen andre end os, oplever den kvalitet af nærhed og tryghed, der kan være ved mindre enheder?”

At forestille mig en krop uden fingre og tæer, hænder og fødder

At tænke på, om politikernes kreative evner overhovedet er eksisterende i forhold til problemløsning, – det synes at være den samme gentagne problemløsings-model der bruges hver gang, der skal spares

At se endnu et opslag om lukning af vores akutklinik og flytning af lægeambulance til en placering længere væk

At vide, det betyder, endnu længere til hjælp, endnu længere transporttid, endnu mere usikkerhed og større risiko for at få varige mén eller dø inden hjælpen når frem

At studere kortet, hvorpå planen er markeret med grønne, gule og røde felter, se vi ligger i det røde med over 50 kilometer til nærmeste sygehus, hvoraf en lægeambulance først skal ankomme fra et sted længere inde i landet

At synge; “først den ene vej og så den anden vej”..

At huske hvordan de lukkede sygehuset bid for bid, som kattens tænder i musekroppen, hvordan det gik ud over bla. ældre og familier, der kom så langt fra deres familie under en indlæggelse, at det kunne være svært at få besøg hos den syge, til at hænge sammen med den øvrige hverdag/hjemmeblivendes mobilitet

At vide, at det, at kunne være tæt på sine nære relationer, er medvirkende til hurtigere helbredelse

At konstatere, at nu er det også akutklinikken, der står for skud, – se for mig en mor/far ringet op på sin arbejdsplads i Århus, at deres barn er kommet til skade i sin børnehave i Grenå, – hvordan de skal køre til Grenå efter barnet, og derefter til Randers eller Århus, for at få hjælp = ca. 2 timer det barn skal have ondt i fx. en brækket arm, før det kan få den hjælp, det har brug for?

At indse, at jeg blot er som en mus i det store hele, akkurat som den i mit køkkenskab igår, og at jeg deler skæbne med ca. 60.000 andre rundt om i landets udkantsområder

At se musens piv = folks stemmer, argumenter og nødråb via høringssvar forsøgt aflivet via kvælningsteknikken;

Citat fra støtteforeningen for Grenå Sundhedshus på facebooksiden: Bevar akutklinik og lægebil i Grenå:

Støtteforeningen har forespurgt REGION MIDT om, HVORFOR MAN IKKE kan læse bl.a. Støtteforeningens og personalet på Grenaa Sundhedshusets høringssvar, men kun se overskrift på regionens side? Vi har fået det tåbelige og utilfredsstillende svar, at det er fordi regionen har lagt det på under overskriften ‘borgere-medarbejdere- interesseorganisationer’, så HVIS man som borger vil læse disse høringssvar i fuld ordlyd, skal man søge AKTINDSIGT. Jeg synes det er uhyrligt, og det betyder, at borgere som f.eks. gerne vil læse disse høringssvar, ikke kan det uden at søge aktindsigt. UTROLIG TRÆLS at ‘gemme’ det væk for offentligheden på den måde, for høringssvar er da så vidt jeg ved offentlige!

At spekulere på, hvordan regnestykket går op, når der tales om menneskers ligestilling og værdi i forhold til tryghed og livskvalitet, – om et liv virkelig er mindre værd, fordi man bor i et mindre befolket område og i så fald, hvor meget mindre vores liv så er værd?

At fundere over, hvor mange der ialt i Danmark, ville forarges over historien om musen i køkkenskabet, i forhold til, hvor mange der ville forarges over de dårligere og dårligere vilkår deres medmennesker i Udkanten af landet får serveret, – opvarmede rester efter flertallets hovedmåltid?

At håbe, vi trods alt bliver hørt og at politikerne indser, at deres forslag ikke lever op til den standard for tryghed og livskvalitet, der burde være for alle i et velværdssamfund

At betale min skat, drikke to kopper kaffe, google efter et kursus som medicinkvinde efter indianske principper som supplering til mit førstehjælpskursus

At kigge ud, og elske fuglenes morgenkvidder

……

At finde ud af dagen efter igår, at det med høringssvarene, var et ukorrekt svar, man havde fået i støtteforeningen og dermed en ukorrekt oplysning, jeg også fik videregivet – det korrekte svar er, at alle høringssvar inden for fristen bliver offentliggjort

At håbe på, at der lyttes til alle disse stemmer og findes en anden og bedre løsning, trække stikket ud, gøre klar til en mini-ferie

Hvad jeg gerne vil og IKKE vil nå i mit liv 22 – Musen

At vågne og vide det er søndag

At mærke, at jeg er knap så træt som igår, bemærke hvor stille huset er, liste op, så jeg ikke vækker nogen, glædes over muligheden for at vågne stille og roligt

At hælde vand på kaffemaskinen, lave planer om, at nå alt det, jeg ikke nåede igår

At gribe fat i det gamle halvvåde kaffefilter, gabe, åbne lågen til skraldespanden, for at smække den i med et brag igen

At erkende, at dét jeg lige så, var en hoppende mus med en musefælde om halsen

At opleve med hvilken hastighed billeder pludselig kan passere i hovedet, – kniv, kødhammer, hænder, en træsko, katten, musen der bider mig i fingeren, smitter mig med pest eller kolera, måske var det endda en rotte

At vælge katten, gå ud og kalde på den

At åbne lågen til skabet mens katten bare sætter sig pænt ventende ved sin skål og ikke forstår et hak

At tage katten og stoppe ind i skabet, se, at den kigger sig desorienteret omkring, for derefter at trippe over til sin skål igen

At selv blive desorienteret, mærke kæmp eller flygt instinktet, synes det er synd for musen med den fælde, men også mærke trangen til at forsvare familien (og mig selv) vide at hvis jeg vælger at flygte, så er den der stadig, når jeg kommer tilbage

At synes, katten er godt dum

At indse, der ikke er nogen vej udenom, at jeg må få gjort kål på den mus

At tage skraldespanden ud, stoppe katten ind i skabet igen

At se hvordan den opdager musen, tager fat i den, så det lyder som et pivedyr, for hvert tryk på dens mave

At erfare at katten tror det er legetøj, vil tjatte til den og få den til at sige piv igen

At forbarme mig, gribe kødhammeren i køkkenskuffen, give musen dødsslaget

At indrømme, at jeg lige har startet dagen som bøddel

At sunde mig, sætte kaffe over, tænke på hvor køn den mus egentlig var, en lille skovmus med brun pels på ryggen, hvid på maven, små lyserøde fødder og sorte plirrende øjne, – slet ikke så ulækker som de husmus, der ellers normaltvis går i huse

At tænke, den også bare kunne have ladet være med at komme herind, istedet for at blive ude i skoven, spekulere på, om skovmus i virkeligheden er for stærke til smækfælder

At tage en kop gravkaffe og håbe det var den sidste i mange år

At synes kaffen smager lidt af mus

….fortsættes….

Hvad jeg gerne vil nå i mit liv 21, – at træde af på naturens vegne

At læse en overskrift på facebook fra Kristeligt Dagblad; Luk computeren, lad smartphonen ligge og snør skoene. Verden venter derude

At lukke for facebook, klappe skærmen ned, tage lidet smarte joggingbukser og en anelse smartere sko på, gå på skumringstur

At se solen farve skyerne lilla, lyserøde, mens den selv skinner orange i det fjerne, hvor møllerne næsten drejer i takt

At tænke, hvor sjældent de egentlig følges helt ad, – de møller, overveje om det simpelhen er en form for dynamik, at de på en måde trækker hinanden rundt, som cykelryttere og løbere gør, når de skal følges og nå i mål med en ny rekord

At overveje om vi mennesker også søger netop denne dynamik i livet generelt, – lidt foran, trække andre med, lidt bagefter, lade sig trække med, krydse målstreger, for at sætte nye længere ude i horisonten

At mærke berigelsen ved tanken, – at følges og hjælpes ad med at nå i mål, sætte fælles nye

At lade naturen trække mig væk fra asfalten og ind ad den lille markvej op mod udsigtspunktet

At se, at der er sat hegn op om marken nu, høre strømmen klikke et sted, vide, at det betyder kvier eller måske tyrekalve, som jeg skal ind til for at komme ud på den anden side

At opdage et træ med manna, hælde ud over vejen

At komme i tanke om, at det er mange år siden, jeg sidst har spist manna, huske, hvordan vi spiste det som slik i klatretræet derhjemme i barndommens have

At standse og kigge op, se mine fødder på jorden og de manna, som jeg nu bare MÅ smage, 3 – 4 meter over mine fødder.

At strække mig uden at nå

At studere stammerne, prøve at hive én af de tynde ned, se om jeg kan få træet til at være eftergivende, lægge manna i min hånd

At erkende, at det træ ikke giver sig så let

At finde en ny og også næsten glemt strategi, – klatring, studere, hvor vejen op, ser mindst kompliceret ud

At mærke min fornemmelse af manglende smidighed en ekstra gang

At lytte til nattergalens do-it do-it do-it – tik tik tik – trrrrrryl – tryyyyyl -do-it

At vælge afsæt, starte opfarten

At hænge i et par tyndere grene udover stien, strække mig op, mærke guldet i min hånd, håbe ingen naboer kommer forbi i dette lidet elegante øjeblik

At plukke manna og straks putte dem i munden

manna

At smage det bitre, blandet med det søde og sprøde, føle mig som barn igen, bortset fra, at jeg nu overvejer, om jeg kan blive hængende, mens jeg plukker flere, eller om jeg muligvis får en fibersprængning

At komme helskindet til jorden igen

At fortsætte færden med smagen af lykke i munden og ømme muskler i venstre ben, standse i lige linje overfor den lille dam

At få lyst til at smutte omkring den dam på vejen op, måle afstand fra hegn til hegn, mens jeg ser, at kalvene har opdaget mig og står og stirrer for enden af marken

At komme i tanke om, at jeg jo egentlig ikke er bange for kalve

At skridte over hegnet, standse og tage billeder, se, hvordan de sætter i en ensartet bevægelse i retning af mig, vide at der kan blive tale om accelleration

At gå STILLE OG ROLIGT over marken, mens dyrene nu kommer imod mig i rask trav, kravle under hegnet tidsnok til at være på sikker grund, da jeg konstaterer, at der hverken er tale om tyrekalve eller kåde kæmpe-kvier, men blot nysgerrige 1-års-kvier

At sætte mig på hug, fotografere dem

At tale os hen til en følelse af forbundethed, der i skumringen, duften af kvæg, der minder mig om barndom og sommer akkurat som mannaen

At plukke døvnælder, sutte den sødlige saft ud af blomsterne, vide, at det lærte jeg først som voksen

At blive tændt på blandingen

At fornemme hvordan stemningen ligesom fortættes og vandrer imellem urolige klove, nysgerrige muler, mig og kameraet, solen, nælderne og resterne af manna knuget sammen i hånden, som slik fra en kagemand i en serviet

ståsåstilekvier

At rejse mig, runde den lille sø, bestige skrænten, opdage at kalvene gør det samme på deres side af hegnet

At hive bænken ud af birketræerne, sætte mig på toppen, nyde den stille aftenluft og udsigten over eng, skov og marker

At skulle tisse

At træde af på naturens vegne, opdage at der står 8 kalve og kigger på, komme i tanke om, at man kan få bøde for at tisse i det “offentlige rum”

At blive eftertænksom og genert, og trække mig ind i buskadset

At smile af, hvor dumt det er, da en kalv tisser meget tynd ny-sat-på-græs-bæ ud et par meter fra mig, fuldstændig upåvirket af min tilstedeværelse

At gå hjem og åbne for skærmen, for at skrive det; – “Vi er i bund og grund alle natur, spørgsmålet er om vi kan være det på en naturlig, en unaturlig eller på en kulturel måde”

At overveje om man kan tisse kulturelt i naturen, eller naturligt i det kulturelle, komme i tanke om, at jeg måske nok er ved at bevæge mig ind på det felt nogle vil kalde; low

At stoppe

At høre nattergalen fortsætte sit; do-it – do-it – do-it – tik tik tik – tryyyyl – tryyyyl – do-it – do-it – do-it

At gå på wc og læse i min nye lokums/ordbog; Æ Ø Å af Anders Lund Madsen, som jeg vandt igår på den konference, som egentlig gav afsæt for al denne snak, der kom efterfølgende her

At tænke på konferencens tema “relationer, kreativitet og innovation,” indse at jeg lige har indgået i en relation med 8 kalve

At opdage, at jeg også lige har brugt mølleeffekten sammen med de kalve og nattergalen

At opfinde et nyt ord; Njowmuhgal, som betyder noget som; den tilstand man kan komme i, når nattergalen synger og kvierne pruster; følg din natur og tis så, når du trænger

At underskrive med “Amen, vi er vel bare mennesker”

kultur i natur