3. Man mærker

Et åndedrag, to åndedrag, tre bevidste åndedrag

og man mærker dagen stille dale inden i, som støv i en solstråle, støv fra en solstråledag

Man sidder lige så stille og kigger ud i aftenmørket, lader øjet fange lyset fra gadelampen, tænker, at sådanne solstråledage er værd at gemme på, hvis man kan, – gemme dem lige under ribbenene, hvor både glæden og sorgen sidder

Hænder i muld, hænder med havehandsker i fugtig muld, river ukrudt op, bid for bid, samler, griber om riven, river, – det bliver så pænt og man mærker hvor godt det gør, i krop, tanker og sjæl

Muld mellem hænder. Det bløde element. Man fornemmer det giver efter, lader sig presse sammen eller skilles alt efter, hvordan man behandler det, og så er der duften. Duften af sort fed muld der på mærkværdigvis minder én om noget himmelsk

Håndfuld for håndfuld, tid for tid glider gennem tanken, mens efterårsluften viser sig fra sin milde side, lader skyerne fortsætte i glidende tempo, slippe solen fri i store lyse lommer, lege med vinden i edderkoppespindene og ruske i ens eget hår

Edderkoppespindene der er overalt, fra grene i træer til hegnet ved terrassen. Et fint væveri i buske og blomster, tynde tråde, der bølger i vinden, uden man helt kan se dem men netop lyset, der glider op og ned af trådene

og man mærker hvordan de klistrer, når man uheldigvis får viklet sig ind i dette næsten usynligt stærke og pludselig føler sig fanget i et spind

Og man opdager sin krop te sig, som om en edderkop virkelig kunne være til stor fare for én, og man standser op og ler af sig selv og mærker det lys inden i, det lys der glider op og ned af trådene sådan en dag

Fra kaffe til mælkebøtter og græs, til rive, til trillebør, til hænder om tomater og de sidste hjemmeavlede kartofler, et glas hvidvin, til gaflen og smagen i munden af alt-godt-fra-haven, om end det er sporadisk i år, bliver det dog til et måltid, – lidt gulerødder, lidt løg, lidt mynte, lidt oregano, lidt chili og lidt tomater

Stilheden der er gældende, første-reglen i dag, forplanter sig, planter ro i en flosset og halvstiv krop, og man mærker, den falder tilbage i sine naturlige folder, både omkring maveregionen og under hagen

Og man går sig en tur, en solnedgangstur og sidder på toppen af udsigtspunktet og opdager at træerne er vokset de sidste par år

Og man løfter hovedet for at se den fugl, hvis vingeslag suser hen over en

Og man tænker; – dette har vel nok været en ægte solskinsdag og måske i en lidt “a-moment-out-of-time-zen-tilstand”, (selvom det nok var en krage) og man mærker, at man hverken savner andre fugle, flere krydderier, andet slags vejr, større frihed eller skarpere bedkanter, i hvert fald ikke lige i dag

solgennemgrene

2. Man undres

Man sidder en aften i sit køkken og tænker; det var så dén dag, det var så dén mandag midt i septemper, hvor det pludselig gik op for én, at trods tidligere jævnlige tjek på selv samme, er man allerede gået glip af de første to afsnit af den nye sæson i “Den store bagedyst”

Og man undres

Man undres over, hvordan det alligevel kunne gå ens næse forbi, med alle de bage-dyst-entusiastiske hoveder i huset, der ser meget mere tv end en selv, og da burde have set reklamer eller andet for, at det snart var nu, det var nu.

Man sidder og tænker, at denne nye sæson af farver, former, dufte, smagsoplevelser, serveret gennem en skærm, så munden løber i vand, er det man skal, nu (godt man har internet)

Og man glemmer planerne om vasketøjet, madpakkerne og lektielæsningen, og man undres igen; hvorfor mon netop det, kan samle familien om skærmen?

Man sidder tæt i sofaen, intenst nærvær med fokus på det samme og dog, også fokus på hinandens kroppe tæt på, som hverken klemmer, skubber, eller fylder for meget, når lige de værste første-minutters-skænderier og banken hinanden i hovederne er overstået

Man undres over, om det har noget at gøre med, at man i sin position som mor, er et særligt trækplaster, der i sig selv, kan skabe interesse for ting, der måske ikke lige ligger til højrebenet for skoledrenge i deres bedste alder. Og man spørger dem, og de svarer, at det er nogle flotte kager, og så er det spændende om de når at blive færdig med kagerne før det er for sent.

Og man spekulerer over, om hver dag mon kan sammenlignes med at bage kager, som i bagedysten; En kendt udfordring, en hemmelig udfordring og en selvvalgt vis-hvem-du-er-kage, det hele på tid

Og man undres over, at man egentlig ofte oplever det med den hemmelige udfordring, – at selvom man ved, den næsten altid kommer, så kommer den også bag på én hver gang, og kan ende med et resultat som “kedelig”, “underbagt” “fesen” eller “imponerende” “harmonisk med det helt rigtige crunch”

Og som man sidder der, opdager man hyggen ved, at det allerede er mørkt uden for, at efteråret banker på ruden, lige så stille, uden at gøre noget stort ud af sig selv

Og man glemmer det igen, for nu bringes naturen ind i den skærm og bages ind i kagerne, med en selvfølge, man helt har glemt, – at bruge naturen omkring, – det man har, lige uden for døren, som et pift i madlavningen

Og man beslutter sig for, at i morgen, vil man bage brød og finde noget der ude, at putte i det brød

Og så kommer man i tanke om, at drengene var på svampejagt i går, og hvad de kom hjem med, – at man måske hellere lige må slå op på google, før man begiver sig ud i eksperimenter.

Og man undres over, at naturen både kan være en vej til større sundhed og vitalitet, og at selv samme kan slå én ihjel, hvis man er uheldig eller lemfældig

Og så tænker man, at mennesket egentlig selv er natur, men også naturens højeste bevidsthed

Og man undres

1. Man tænker

Man sidder og kigger gennem et glashjørne, et udstuehjørne, set udefra, ind igennem og ud igen.

Man bliver i tvivl om, om billedet man ser er en spejling af det, der ligger bag en selv, eller et billede af det, som ligger foran en. Eller måske en blanding?

Sommerfuglenes flaksen fra blomst til blomst i sommerfuglebusken. Man kan se dem gennem ruderne. Efterhånden kun Nældens takvinge, en gang imellem en Dagpåfugleøje, en gang imellem en Admiral, men dem ser man nu mest på den anden side af huset. Gad vide om de bor i hækken dér et sted. De er der næsten altid, letter for bilen, når den kommer hjem, så igen dansende i halvanden meters højde over gruset. Eller de sætter sig der, midt i det hele, soler sig indtil katten kommer.

Hvor længe endnu, tænker man, eller skulle man hellere tænke; i dag, ja netop i dag

Solen er på i dag. Spot on fra en blå himmel med vattede skyer strøet hist og pist og en bræmme ude i horisonten. Skoven bagved, foran, og igennem ruderne.
Den er stadig grøn, både i virkeligheden og i spejlingen, og man tænker; hvor længe endnu.
Hvor længe før efteråret tager over, afklæder skoven blad for blad, udsigten blad for blad, min udsigt til der kun er visne siv og stive brune grene og stammer at kigge på, under sne, måske under sne.

Hvor længe endnu, tænker man. Eller skulle man hellere tænke; i dag, i hvert fald ikke i dag

Man mærker hvor koldt det bliver, når en sky trækker foran solen, og man tænker på, om man igen skulle tage den trøje på, man lige har taget af.
Man ser et fly tegne sin retning på himlen, hører den svagt et sted langt oppe over træernes vindspil.
Man tænker, det måske er en rute fra Stockholm til Tirstrup. Der er sikkert koldere i Stockholm end i Tirstrup, og det ville nok være omtrendt henover mig, den rute ville være.

Man har aldrig været i Stockholm, – hvor længe endnu, tænker man. Men skulle man hellere tænke; i dag. Ikke i dag, men måske en dag.

Man tænker på det med tid. Liv i tid, tid i liv. Hvordan man prøver at indrette det hele efter ur og kalender, tjekker op; så er det den og den dag, at det skulle være sommer, eller det var det for en uge siden, eller to måske, lige som det er 8 dage siden sidst man fik pasta og kødsovs, eller kyssede sin kæreste, eller en måned siden man sidst var på stranden, og at der er sådan ca. en time til, at man burde støvsuge bilen for det sand, som stadig ligger, som en fin rest fra sommeren, som tilsyneladende var.

Og man tænker; hvornår, men måske man hellere skulle tænke; i dag, i hvert fald i dag

Sommeren var der, nogle gange, – som kyssene var der en del, og solen og den vekslen mellem det og så mangel på det samme, sol, varme, kys, sommeren
Og man sidder og tænker på, hvad egentlig er virkeligt.
Hvad er mere virkeligt end den luft vi ånder ind og puster ud, hvert øjeblik, i det vejr der nu er, i den sommer der nu engang er eller netop ikke er, men i et efterår, som er og alligevel ikke er, fordi det er sommervejr.

Og man tænker; hvor længe endnu, eller skulle man hellere tænke; i dag, i hvert fald i dag.

******

Bare nu

Tid er nu
nu er liv
liv i morgen er ingenting endnu
blot et håb om
en tro på
en tillid til
et nu

Nu er nu
Nu er her

Glemmer vi nu
eksisterer det da?
Eksisterer det
i en tanke om i morgen
en tanke om i går
en tanke om i dag?

Husker vi i går
eksisterer den ikke længere
Husker vi i morgen
eksisterer den dog ikke endnu
Husker vi i dag, husker vi et nu
der allerede er passeret
eller ikke er kommet endnu

For hvert eneste hjerteslag
tid er nu,
nu er liv
liv er tid uden tid
bare nu

IMG_0573