Sang til vinteren

25.1.15

Spurvene tier i krattet

nøgne står træerne stand

vindene skifter på himlen

skaber musik i mit land.

 

Kulingen kysser min pande

regndråber pisker mig hed

er kroppen urolig i længsel

presses den atter mod fred.

 

Snefoget hvirvler fra skyer

blinker i natlampens lys

brænder det indre af drømme

smelter et snefnug ved kys.

 

Roserne stivner i frosten

isen gi’r stilhed i storm

driver jeg under i strømmen

hvisker det tyste min form.

 

Træerne skygger for solen

suger begærligt dens skær

svækkes min styrke i mørket

sitrer min tro mellem træer.

 

Stormen i havet gi’r bølger

mågerne bæres på dem

søger jeg frihed i tanken

viser en trækfugl derhen

 

Horisontalt rammer himlen

vinterens grålige vand

flyver jeg ud ad i sindet

findes den tidløse strand.

 

Natten bli’r til ind i dagen

lyset bli’r flygtigt og kært

Elsker jeg forårets solskin

priser jeg vinterens mer’.

Af-spænding

Min yogalærer bad os gøre klar til afspænding, så kroppen kunne absorbere dagens øvelser.

Jeg tænkte; det var på tide. Som den nye pige i klassen, på et level højere end sidst, og med luft i maven (fordi vi spiste mexikansk i går) synes jeg, jeg var klar.

Jeg lagde mig godt til rette og bestemte mig for, at i dag ville jeg virkelig prøve at gå ind i det, trak vejret heeeelt ned i maven og mærkede mig selv, virkelig mærkede:

Der var saltede forruder og sprinklervæske, som var frosset til i beholderen under motorhjelmen, en rodet garage, der ikke var til at få bilen proppet ind i, stivfrosne ben, der var blevet knust med en kødhammer og derefter spredt ud mellem to kontinenter (ude og hjemme), dunkende møder og bøder, jeg hidtil var sluppet for, et mellemgulv, der var gået fra at være Mount Everest til at være Himmelbjerget og ryghvirvler, der efter endt trin-for-trin arbejde, kunne agere trædesten for børnehavebørn, der leger “jorden er giftig”.

Da hun begyndte at tale, lod jeg krop være krop. Hun bad os tænke på et sted.

Det skulle være et meget smukt sted, et sted vi elskede, et sted, der gav os fred, – og jeg græd næsten, da stedet åbenbarede sig for mig, og med det, freden og foreningen med min højspændte krop, for det var jo bare lige der, på min terrasse med skoven i nakken og træernes grene hængende ud over mig, og udsigten over engen en sommerdag, med en sval brise og sol i mine øjne…hverdagskost (undtagen det med solen og sommeren, men det valgte jeg at ignorere, bare for at nyde det)

Og jeg var lykkelig.

Men så begyndte hun at snakke om en ildkugle, der hang lige over hovedet på os og voksede, og jeg blev bekymret. For en ildkugle over mit hoved i det billede, af det sted, mit sted, ville betyde enten skovbrand, stressede børn eller vrede forældre, bunker af vasketøj, og alle de ting og mennesker, jeg brændte af gennem tiden. Da ildkuglen nu skulle bevæge sig ind i min hjerne, begyndte jeg at tænke på brandslukningsudstyr, 112, evakuerning og hvilke ejendele, der var vigtigst at redde, ud over børnene. Jeg talte flyttekasserne i hovedet og kom i tanke om, at det nok alligevel var absurd.

Fantasy og ganske ufarligt, sagde jeg til mig selv, og lod ildkuglen overtage min krop bid for bid, for meningen var, at DEN skulle sprede lys og varme etage for etage, og ikke selve mit sted, der på terrassen i solen, hvor alt andet var mig evigt ligegyldigt, mens jeg tog en slurk af min kaffe og nynnede; “der en tid til at tale, en tid til at tie” med Lars Lilholt, – og godt kunne have nøjedes med det.

All out, –  jeg gik all in, tog elevatoren.

Alle sikringerne sprang på 4.

Røgalarmerne røg på 3.

Netforbindelsen forsvandt på 2.

Varmeanlægget bippede nedsmeltning på 1.

Børnene og jeg slap ud gennem havedøren i sidste øjeblik i stueetagen.

K. Alt var forkullet, ulmende rester, fra fortid til nutid til fremtid,  – undtagen lilletåen (der altid fryser).

2 minutter i intetheden som aske og dybe vejrtrækninger. Hvor var der bekymrende stille og vi stod bare dér og kiggede på dét, der engang var vores liv.

Da min yogalærer sagde, vi skulle begynde at bevæge os, gik jeg i gang med at feje sammen, – en finger her, en lægmuskel der, en vrist i hjørnet og en skulder under bænken. Tørre soden af i ansigtet, smile til mit spejlbillede; what at day! Da jeg steg som fønix af asken og fløj ud til berlingoen, med hvæsende varmeapparater og min søn som taxa-chauffør som en afveksling, erfarede jeg til min store lettelse, at jeg stadig var hel og lige vintergrå, – han stadig levende, og der var minus 5 grader, og dermed langt fra skovbrand.

Og jeg var lykkelig, også med kolde fødder.

Ps. Næste gang tror jeg bare, jeg ser det, som det er.

IMG_8127

Januar

 

IMG_8166

Stilheden sådan en fredag, hvor vinden er gået i stå, og sneen har lagt et lydisolerende tæppe af lys over landskabet, er næsten ubeskrivelig.

Den kommer som en form for åbenbaring,  når man endelig stikker hovedet ud i den, opdager den.

Og ånden damper i luften, fryser og falder som iskrystaller. Ak ja, – kampen mellem livet og døden, tænker jeg, – det var så dén åbenbaring.

Jeg lukker døren. Jeg har besluttet mig. Døden skal ikke få det sidste ord i dag. Jeg tager skibukser, frakke, hue og vanter på.

Kattepoteaftryk i sneen, mellem fuglefoderbrættet og trappen, spankulerer ind gennem øjnene og glider ned som stille begejstring under frakken.

Vi leder vel alle efter næring, tænker jeg.

Under frakken sidder varmen og dunker lige ved siden af smerten. Vintersmerten. Savnets smerte. Udmattelsens smerte.

Efter en uge med mange stemmer, en sejlen mellem ansigters forventning, hører jeg nu kun mit eget åndedrag, en hunds glammen, der giver genlyd over engen. Og naboen. Jo! Nu også naboen, der sender rytmiske klonklyde ud i verden; så har han også fået weekend, weekend, weekend, weekend, weekend.

Er det ensomt? Vel er det ensomt. Vi taler aldrig sammen, men alligevel er det rart. Stempler, fra maskinen inden i, går ned i tempo. Man behøver ikke smile, man skal bare være.

Fuglespor, lydløse hestehove på engen overfor. Det knirker under støvlerne for hvert skridt man tager, og man holder næsten vejret.

Solen ligger på maven i trækronerne, som et gyldent blink over skoven. Den er her stadig, selvom skyerne ofte sår tvivl om netop det. I dag smiler den, – skyerne har vagtskifte.

IMG_8113

Jeg fotograferer iskrystallerne på drivhusglasset, haven, solen. Naboen standser sin banken, kigger for at se, hvad jeg laver. Han hár altså opdaget, at jeg er her.

Vi glemmer måske at se, tænker jeg.

Jeg overvejer at lege viking, smide tøjet, rulle mig i sneen, bare for kickets skyld. Han kunne måske også ha brug for det. Det ville da være noget nyt. Det er mørkt, når vi tager afsted om morgenen, og næsten mørkt igen, når vi kommer hjem. Velkommen til det nye år. Hvilke visioner har du så for dette år, hvilke drømme, hvilke mål skal du nå?

Ikke en skid, tænker man. Bare man overlever til foråret, er man glad. Man tager nej-hatten på som en tavs demonstration mod mørket og kulden, og det faktum, der hedder samfundspligt, – vinter eller ej.

Men i dag er mørket overtaget af lys. Månen ligger mageligt på ryggen en del højere end solen. Jo den kender sin tid og har ingen hast. Jeg dropper at lege viking.

Soluret viser kvart i 5. Juletræet står vissent og læner sig op af hegnet. En glemt juleengel glimter i solen. Vi venter vel alle, tænker jeg.

IMG_8086

Et lille pip fra en spurv, snart flere pip i heftig diskusion. Måske i kamp om de rynkede brombær, der stadig hænger på rankerne. Jeg tænker på kvinder, jeg kender, længslen efter kærlighed og fred, roder efter spirer fra vintergækkerne under sneen. Mon de er på vej?

Til marts. Lys for mig. Bare frem til marts.