Mellem fantasi og virkelighed

I dag var jeg i skoven
Langt om længe var der tørt nok og tid nok

Jeg sad på min plet

Fra min plet har jeg udsigt over den kløft, som skærer sig vej gennem bjerget 
Ikke at det er sådan en rigtig kløft og et rigtigt bjerg 
Men det er det i min fantasi
Og her kan jeg holde øje med fjendtlige stammer, med ulve og med vildt

I virkeligheden er der nogle bakker og ja, hvad kalder man det, når det ikke er en kløft? En slugt måske 
Og der er fluer og edderkopper og småfugle og en gang imellem et rådyr
Virkeligheden er også fin

Og jeg elsker at sidde her 
Gå i et med lydene 

Når jeg har siddet et stykke tid, falder sindet til ro
Så er det, som om der bliver skruet op for alt omkring mig
Og jeg fyldes af tilstedeværelse

Jeg fanger små puslelyde, 
knagende grene, 
blade der rasler stille i vinden,
fugle, jeg ikke hørte før
Alt bliver et samlet hele

Lige her 
mellem virkelighed og fantasi
åbner sig et rum
Et rum, som jeg ikke rigtig kan beskrive endnu
men det er fyldt med sælsomhed

Jeg lukker øjnene og fornemmer at skoven er levende
Vinden 
Solen eller regnen
Jeg fornemmer, at jeg er levende
og at Gud er nær 

Tanker fra en græsplæne

I dag blev jeg inspireret. 

Det er jeg blevet mange gange, uden at gøre mere ud af det. 
Jeg har været fokuseret.
Fokuseret på den roman, jeg har arbejdet på i en hel del år efterhånden. 
De sidste to år med redigering, når jeg har haft tid. 
Det har været mit vigtigste mål, – at få den færdig.

Nu længes jeg så meget efter at give slip. 
Til at kunne sige; det var så det. Nu må det flyve eller falde.
Jeg længes efter at kaste mig over noget nyt.
Skabe af ny inspiration i stedet for at redigere en.

Der er blevet vækket noget i mig gennem det sidste år: 
En ny længsel. 
En slags forelskelse i livsprocessen. I det omskiftelige.
Men også i den kerne, der ligger i vores gener. 
En kerne, der går generationer tilbage, og som vi kan trække visdom fra. 

Jeg er forelsket i liv-død-liv processen. 
Den viden vi inderst inde har om, at ting må leve og ting må dø. 
Der er noget, jeg skal lære.

I denne sommer har jeg svigtet haven.
Alt er groet til.
Haven har fået sit eget vilde liv. 
Ikke det, vi havde planlagt i foråret. 
Jeg glemte endda at høste, mens tid var. 

Var det så spildt?
Led haven under det?
Næh. 

Haven har fået sit eget liv.  
Det vi ikke fik høstet, har fuglene forhåbentlig haft glæde af. 
Og musene. Og sneglene.

Vi vil så gerne styre. 
Vi vil så gerne styre, hvad skal leve, og hvad skal dø.
Spørgsmålet er, hvor meget vi går glip af ved at ville styre.
Hvor meget vi ikke ser. Hvor meget vi ikke opdager.

Og i græsplænen i dag,
– det var her inspirationen lå.
Jeg havde set det, men ikke tænkt over det. 

Vores græsplæne var blevet så langhåret, at plæneklipperen havde svært ved at tygge sig igennem.
Men der voksede de smukkeste vilde blomster.
Tynde stilke med orange og gule blomster.

Jeg ville plukke en buket, før jeg slog dem ned.
Men så så jeg bierne.

Bierne, der summede i blomsterne og samlede det sidste pollen, før efteråret for alvor sætter ind. 
Og jeg blev blød.
For det er jo det, der er, når vi ikke styrer.

Så bliver der plads til nyt, der, uden vi opdager det, vokser op og pludselig står i fuld blomst.

Endda måske til glæde for andre. 
Til næring. 

Og da besluttede jeg mig for, at den plet skulle få lov at stå, som den var. 
Vi skal turde at sætte fri. 
Turde at lade noget vokse, som vi ikke havde set, ville vokse.
Lade noget vokse, som vi ikke har planlagt.
Noget vi ikke helt ved, hvad bliver til.

Vi skal turde lade os inspirere.
Turde lade noget leve og noget dø. 

Spæde vingeslag

Udkantslommen har ikke været død. Den har været sovende. En lang dyb søvn i en puppe af ubestemt art.

Jeg ved ikke, om den er vågnet endnu, eller hvad der måtte komme ud af puppen, hvis der måtte komme noget ud, der kan flyve ind i en næste livsperiode. 

Et nyt livsudtryk måske?

Stilhed igen?

Vi kan ikke vide, hvornår inspirationen kommer. Vi kan søge inspiration, men vi kan ikke vide, hvornår den kommer. Hvornår den rammer os, og vi bare må dele med nogen. 

Vi kan til gengæld vide, når den inspiration, vi drev flowet på, sygner hen og dør. 

Hvis vi mærker efter.

Der gik lang tid, hvor jeg ikke mærkede efter og tænkte, at jeg skulle kunne køre samme stil hele vejen igennem. Troede, at det var det, man skulle, når man besluttede sig for at lave en blog. Selvom livet forandrede sig, og jeg forandrede mig med.
Den vej, jeg stædigt forsøgte at holde fast i her på Udkantslommen, sluttede. Lige så brat som den kom.

Jeg tænkte længe, at jeg skulle have en plan for, hvad det skulle være, hvis jeg startede med at skrive her igen, for den måde, jeg havde skrevet på før, blev uautentisk når jeg prøvede.
Jeg var ikke der længere. Men hvor var jeg så?
Jeg havde ingen anelse, og så var det, Udkantskommen blev forpuppet.

Den blev forpuppet, og jeg vælger at strække vingerne lidt nu, skrive, uden at vide, om det så er en døgnflue, der er på vej ud af den puppe. Jeg har stadig ingen plan, men nu skriver jeg. For egentlig tror jeg, at en plan vil være mere hæmmende end fremmende. Også selvom de kloge siger noget andet. Men…enten har de ret, og så blev jeg klogere, – eller også har jeg ret, og så blev jeg også klogere. 

Hvor meget kan vi i virkeligheden planlægge, når det handler om noget som livsudtryk? 

Et uplanlagt øjeblik