At give slip

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der oplever en slags tidsforskydning mellem det aktivt levede liv og det indre liv, sjælens liv. 

Dagen synes på en måde at blæse ud af hænderne på mig, bedst som jeg er startet på den. Alligevel er den fyldt til randen med indtryk, når jeg når aften.

Og når jeg når aften, føles det, som om sjælen har bevæget sig i slowmotion, iagttaget, åndet under de ord, handlinger og tanker, jeg har nået at gøre mig i løbet af dagen.
En tidløs væren i et helt andet tempo, – der hvor det væsentlige bliver grundfæstet og strømmer fra, om end måske som tavs viden. 
Et sted, som ikke forstår sig på nutidens hastværk.

De sidste dage har jeg været tvunget til at sætte tempoet ned pga. forkølelse. En forkølelse der trak al energien ud af kroppen. Rev de sammenhægende tanker i stykker og bød mig at nøjes med at være. Krop og hoved måtte hvile, som jeg måtte.

Så i dag satte jeg mig ved vinduet og talte med min have. 
– Med vinden der rørte ved blade på træer og buske.
– De begyndende efterårsfarver.
– Ukrudtet der vokser højt i myntebedet
– De blomster jeg lod stå i plænen, som stadig strutter og lyser.

Vi talte om det med rødder og blade og blomster. 
Vi talte om det med at give slip på det, der ikke kan overleve vinteren. Det der ikke kan stå i en storm. 
Give slip på det, der er bestemt til at blæse bort i vinden eller til at visne og dø.

En drøm
En tanke
En ide 

En stædighed som ingen gavner, – end ikke os selv. 

Vi talte om, hvordan vi mennesker krampagtigt kan holde fast i noget, hvis fæste eller livskraft ikke er stærkt til at overleve en vinter. Holde fast og forsøge at holde i live, frem for at acceptere det og tro på; 

at hvor der vælter et træ, bliver plads til nye planter.
at hvor en blomst visner, springer nye ud til foråret
at hvor bladene falder, gødes jorden og bliver næring for nyt liv.  

Vi talte om at acceptere, give slip og tro
Og i dag sad jeg ved vinduet og talte med haven

Det vi husker

I dag tog jeg mange billeder.
Måske endda nogle gode.
Jeg havde lånt min kærestes kamera, som kan tage en billedserie i et selvvalgt antal minutter.
Jeg havde sat det på et stativ og hoppede så rundt og legede model,
mens han lod som om, han lod som ingenting.

Jeg gik op af bakker og ned i sprællevende farver.
Jeg sad og lå i græsset.
Jeg plukkede visne blomster med frøstande
klatrede i træer, – eller forsøgte,
og jeg svingede med hår og halstørklæde som sig hør og bør
når nu man leger model.

Og der var endda havudsigt.

Solen skinnede.
Vi havde med til et glas rosé og et par kopper kaffe.
Han havde med til at kunne tegne imens.
Jo. Der blev mange gode billeder
mange gode minutter.

Så var det, da vi kom hjem.
Billederne kunne godt nok ses på kameraet
men de var ikke gemt, kunne ikke gemmes
og de kunne ikke overføres.

Det brugte vi så en hel del tid på at finde ud af var fordi,
jeg havde indstillet kameraet forkert.

Og så var det jeg tænkte på
hvad i dag skulle lære mig:

Processen er det vigtigste
Hvad vi fylder i vores minutter er vigtigere
end et bestemt output.

Outputtet i dag blev;
frisk luft
samvær
leg og følelsen af frihed

De billeder er netop de, som stadig hænger fast på nethinden.
Det er det, vi husker