Mellem fantasi og virkelighed

I dag var jeg i skoven
Langt om længe var der tørt nok og tid nok

Jeg sad på min plet

Fra min plet har jeg udsigt over den kløft, som skærer sig vej gennem bjerget 
Ikke at det er sådan en rigtig kløft og et rigtigt bjerg 
Men det er det i min fantasi
Og her kan jeg holde øje med fjendtlige stammer, med ulve og med vildt

I virkeligheden er der nogle bakker og ja, hvad kalder man det, når det ikke er en kløft? En slugt måske 
Og der er fluer og edderkopper og småfugle og en gang imellem et rådyr
Virkeligheden er også fin

Og jeg elsker at sidde her 
Gå i et med lydene 

Når jeg har siddet et stykke tid, falder sindet til ro
Så er det, som om der bliver skruet op for alt omkring mig
Og jeg fyldes af tilstedeværelse

Jeg fanger små puslelyde, 
knagende grene, 
blade der rasler stille i vinden,
fugle, jeg ikke hørte før
Alt bliver et samlet hele

Lige her 
mellem virkelighed og fantasi
åbner sig et rum
Et rum, som jeg ikke rigtig kan beskrive endnu
men det er fyldt med sælsomhed

Jeg lukker øjnene og fornemmer at skoven er levende
Vinden 
Solen eller regnen
Jeg fornemmer, at jeg er levende
og at Gud er nær 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *