Marts

Fuglene synger for fuld skrue i dæmringen. Jeg misser med øjnene, føler mig forunderlig let om hjertet, selvom jeg vågnede før vækkeuret.

Er det virkelig rigtigt? Er vi virkelig kommet så langt? To år og nu ligger du med ryggen til, dér i sengen en helt almindelig tirsdag morgen. Du snorker lidt. Jeg slår alle alarmer fra, stikker i de nærmeste joggingbukser. Se hvilken morgenstund og om lidt er kaffen klar.

Vi når morgenmaden sammen alle 6, overlever endnu engang myldertiden, småskænderierne og det strint hårlak, der uheldigvis ramte tandbørsten.

7.26, råber jeg. På med sko og jakke og ud. Skolebussen venter heller ikke i dag, men se hvor lyst det er allerede.

Der er pligter, der skal passes, og måske is på bilruden, men der kommer solfulde lommer, der i læ føles nærmest lune, hvor vi leger ude og ikke længes efter at komme ind.

IMG_8374

Når vi kommer hjem, er kaffen klar igen, vi spejler os i den og forårssolen med, og hvilken smag har den ikke?

Du har rodet og regeret, flyttet om, stillet på plads. Æggekoger, tørrestativ, bøger, elguitar. Vi udtænker nye systemer i gamle, kigger på hinanden og siger; når vi lander igen på fælles grund, bare lige når vi lander, så kan vi slappe af.

Så snyder vi, og slapper lidt af alligevel, indtil børnene har et akut behov for et eller andet og pludselig er det påske og ferie.

Der skal bygges fuglekasser. Nu skal det være. Der designes, saves, hamres og males til Nova-Fm, makrelmadder og en kold øl til de voksne. Og sikke huse. Postkasserøde, havenissefarvede og mørkegrønne og røde sko og grønne pletter på bukserne.

IMG_8285

Musvitterne tager straks de nye boliger i øjesyn og nu kommer solen.

Roserne jeg plantede i efteråret står med spæde skud. Det kribler i fingrene for at komme ud, begynde på det hele. Jeg griber hakke og rive og glemmer alt om, at havemusklerne er ude af træning.

Der er knopper allevegne, blomster der titter frem, om vi roder eller ej, og i dag er vi nået til at løbe 5 minutter ud af 14. Vi er heroes i vores nye liv, og vi tror på det endnu, – foråret ligger foran os, og vi løber ind i det sammen. IMG_8437

Jeg beskærer sommerfuglebusken mens du er i Århus til A-kassemøde, jeg ser en Nældens takvinge, så én mere, og så en Citronsommerfugl.Der er bier i blomsterne jubler jeg, da du kommer hjem.

Vi snakker om flagstangen, der snart skal rejses, vi drømmer os frem til det havehus, vi endnu ikke ved, om vi får råd til. Vi overvejer strategier i kampen mod dræbersnegle, mosegrise og mulige rotter i drivhuset. Intet paradis uden slanger, men nu er vi to.

Rabarberen skyder fra sorten muld, mirabelletræerne springer snart ud, siger jeg. Du sigIMG_8445er, der allerede er grønne blade i underskoven, du har set det, jeg tager kameraet og fanger det, liv på kryds og tværs af det, der var vissent og dødt.

IMG_8395 IMG_8378

  Glædelig påske!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *