April

Jeg ved ikke, om jeg bliver færdig med april. Jeg har skrevet så meget. Om vejrets ustadighed fx. og så de små lyse, til tider lune lommer mellem bygerne:

“Haglene falder tæt fra en mørkegrå himmel, danser på Berlingoen, som popcorn på det mest intense tidspunkt i gryden. De små iskugler lægger sig på taget, på det gamle grønne havebord, eller skjuler sig i gruset.”

Jeg tænker på ansvaret ved at være menneske. For jorden, for livet, for andre, for sig selv. For balancen man alligevel ikke rigtig kan styre. Nogle gange kræver det is i maven.

“Haglene er stoppet, regnen med. Vi går en tur på den våde asfalt, pytter i hullerne, små åer på vej ned af bakken.” 

Vi prøver at nyde det, – alle anemoner og skyggerde dejlige ting, der er sket. Alle de dejlige mennesker vi har mødt, vejret, når det lokker os ud.

Alligevel er det som om april har været en vaklende gang i ustadigt vejr, på en grusvej, der har set bedre dage.

“De har et baseballbat med. Den bedstefar drejede af et bordben i påskeferien og en grøn gummibold, der hele tiden forsvinder i kornet. Vi er en dynamisk enhed, der bevæger os fremad som en elastik. Du og jeg hånd i hånd. De sakker bagud igen, men overhaler inden om efter bolden.Vi følger efter dem. Friheden ved at være barn. Ubekymretheden. Vi kan lære meget af den.”

Der er altid et eller andet, vi ikke har lyst til at forholde os til, – en bold fra en uventet kant, en regnskylle, eller ujævnheder, som er svære at komme elegant over. Og vi ved bare – der er én vej, – og det er fremad. Heldigvis er det også den vej vi begge gerne vil.

Vi prøver at spille bold. Den der hedder dialog. Vi vurderer hinandens position, kraften den bold skal kastes med, for at gribes. Nogle gange er kastet perfekt, og griberen vågen nok til at nå, at opdage den. Andre gange bliver den væk i kornet. Som drengenes.

Så må vi lede. Ord er der nok af, at lede efter. Og planer. Det er bare, om det er de rigtige.

Nogle gange fungerer et kys bedre. Og så stilhed. Og tillid. Og håb. Vi er stadig et nyt hold, og begge på udebane på et eller andet plan.

bistade

“På skrænten kigger vi til rævegraven, kigger i de gamle bistader og finder en sofahynde. Naboen har allerede plantet de første georginer. Trillebøren står forladt sammen med riven. Du løfter yngstesønnen op så han ligner en superman. I det nu er du også min.”

“Dagen går, og solen kommer til aften. Jeg har fejet og revet og klippet ned i drivhuset, – her er lidt lunt nu. Fuglene synger mere intenst i solnedgangen.”

“Drengene cykler og spiller bold på terrassen. Hvor er det skønt med de lyse aftner, hvor vi kan være ude, – synes I ikke, spørger jeg. Den ene vælter ind i blomsterbedet på sin cykel.”

På himlen er der bjerge af skyer, solskin på toppene. Jeg tænker på om vi er på toppen, efter en mini-ferie.skovens mænd 5

“Anemonerne i skoven. Vi kiggede på dem, gik på dem, violerne, kodriverne, bøgen der enkelte steder havde foldet sine første blade ud. Vi fotograferede, flettede fingre, fjollede og flakkede om, prøvede at føle os frie fra al verdens bekymring. Og solen skinnede.”

“Sne på marker og hustage på vejen hjem. Hvide mirabelletræer over hvidt græs.”

rasteplads

Hjemme er der slud. Og så sol. Og så regn. Tulipanerne står og lyser rødt under udhænget. Vi taler om, at vi snart skal have sået og sat kartofler og løg.

Hagl på drivhustaget, – vi lukker øjnene, falder til ro, lytter og føler; så er der for varmt, så er der næsten for koldt, trommen på glas og på skurets bliktag, så dryp i rytmer, til en forårstango med genboens traktor og solen der kigger frem igen.

En pibekaldelyd bag hegnet, puslen i bladende, katten sætter sig på lur, musvitten skælder ud. Det lyder som forår.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *