At give slip

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der oplever en slags tidsforskydning mellem det aktivt levede liv og det indre liv, sjælens liv. 

Dagen synes på en måde at blæse ud af hænderne på mig, bedst som jeg er startet på den. Alligevel er den fyldt til randen med indtryk, når jeg når aften.

Og når jeg når aften, føles det, som om sjælen har bevæget sig i slowmotion, iagttaget, åndet under de ord, handlinger og tanker, jeg har nået at gøre mig i løbet af dagen.
En tidløs væren i et helt andet tempo, – der hvor det væsentlige bliver grundfæstet og strømmer fra, om end måske som tavs viden. 
Et sted, som ikke forstår sig på nutidens hastværk.

De sidste dage har jeg været tvunget til at sætte tempoet ned pga. forkølelse. En forkølelse der trak al energien ud af kroppen. Rev de sammenhægende tanker i stykker og bød mig at nøjes med at være. Krop og hoved måtte hvile, som jeg måtte.

Så i dag satte jeg mig ved vinduet og talte med min have. 
– Med vinden der rørte ved blade på træer og buske.
– De begyndende efterårsfarver.
– Ukrudtet der vokser højt i myntebedet
– De blomster jeg lod stå i plænen, som stadig strutter og lyser.

Vi talte om det med rødder og blade og blomster. 
Vi talte om det med at give slip på det, der ikke kan overleve vinteren. Det der ikke kan stå i en storm. 
Give slip på det, der er bestemt til at blæse bort i vinden eller til at visne og dø.

En drøm
En tanke
En ide 

En stædighed som ingen gavner, – end ikke os selv. 

Vi talte om, hvordan vi mennesker krampagtigt kan holde fast i noget, hvis fæste eller livskraft ikke er stærkt til at overleve en vinter. Holde fast og forsøge at holde i live, frem for at acceptere det og tro på; 

at hvor der vælter et træ, bliver plads til nye planter.
at hvor en blomst visner, springer nye ud til foråret
at hvor bladene falder, gødes jorden og bliver næring for nyt liv.  

Vi talte om at acceptere, give slip og tro
Og i dag sad jeg ved vinduet og talte med haven

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *