Juni

Der er sol. Et eller andet sted i hukommelsen, er der sol. I starten. Vi vælter os i det nye lys, i varmen. Bar hud, svedige kroppe og de første myggestik.

Vi flytter ud på terrassen. Vi spiser til køernes brølen og gøgens evindelige kukken, der lymikael med pompomder som en plade med ridser og alligevel er lidt hyggelig, selvom dens livsførelse er forargelig.

Der er farver. Masser af farver, der ryger ind gennem pupillerne og går én til hovedet, så man bliver helt træt.

grundlovsfestred.Og masser af smil. Grundlovsfest med den pukkelryggede. Knevren, drillerier og strikketøj til børnebørnene, som bliver flere og flere. Kager, pølser og hjemmebryg og en tur ud at skridte jorden af.

Man bliver spurgt, hvordan man har det, og i det øjeblik har man glemt det. Der er så meget. Lige så vildt er der i hukommelsen, som i et upasset stykke skov, hvor man hele tiden må bukke sig, skræve over noget eller vride sig mellem grene og vilde vækster, – alt fra hyld til brændenælder, for overhovedet at komme nogle vegne.

Man gik vist den tur en dag. Og pludselig stod man der. Ved heksehuset og følte sig lige så meget faldet sammen som dét. heksehusetMen det var et smukt forfald.

Vi nyder det hele i små intervaller, siger jeg, og stikker næsen i en hybenrose, mens jeg mindes en tid, hvor der var noget der hed 6 ugers sommerferie fra slutningen af juni.

Børnene glæder sig, ja de gør. Vi sukker og synes 3 uger mere på job er voldsomt længe.

Vi sover og vågner, og fræser afsted for at nå det hele; job, arrangementer, havearbejde, pligter, afslapning og noget der minder om fritidsinteresser, og vi prøver så godt vi kan; ser og ser, lever og lever til vi dåner.

målerlarveMålerlarven har været forbi og gjort sit ypperste for at holde regnskab med tiden. Inderst inde ved vi, at det er os selv i en nøddeskal.

Vi tager en forsinket tur til stranden. Sandwich og soppe i blæst med jakken trukket godt om os, mens drengene hujer længere ude; det er deeeeejligt. Sand i bilen på vej hjem. Samme sand, hver sommer. Man smiler og synes det virker rigtigt.

Så kommer regnen. Man falder i en mudderpyt og finder sig selv i en spejling, der ligner løgn. Og man tænker; hvordan endte vi her?

Og man erkender; “det kom lige som af sig selv. Vi kunne ikke gøre for det”. Til Sankt Hans er det slut. Både med det gode vejr og med energien.

Sikken fred! At sidde der i udstuen, bare du og jeg, og kigge ud på ilden i bålfadet, som står i læ under granen, mens resten af terrassen sejler.sankt hans

Vi rister pølser og drikker rødvin, du finder guitaren og vi synger: “vi vil fred her til lands”, og bagefter “we all live in a yellow submarine” så “what shall we do with the drunken sailor” og til sidst “let et be”.

Og du kysser mig og siger, du elsker mig.

Jo tak. Vi har det godt

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *