Sang til vinteren

25.1.15

Spurvene tier i krattet

nøgne står træerne stand

vindene skifter på himlen

skaber musik i mit land.

 

Kulingen kysser min pande

regndråber pisker mig hed

er kroppen urolig i længsel

presses den atter mod fred.

 

Snefoget hvirvler fra skyer

blinker i natlampens lys

brænder det indre af drømme

smelter et snefnug ved kys.

 

Roserne stivner i frosten

isen gi’r stilhed i storm

driver jeg under i strømmen

hvisker det tyste min form.

 

Træerne skygger for solen

suger begærligt dens skær

svækkes min styrke i mørket

sitrer min tro mellem træer.

 

Stormen i havet gi’r bølger

mågerne bæres på dem

søger jeg frihed i tanken

viser en trækfugl derhen

 

Horisontalt rammer himlen

vinterens grålige vand

flyver jeg ud ad i sindet

findes den tidløse strand.

 

Natten bli’r til ind i dagen

lyset bli’r flygtigt og kært

Elsker jeg forårets solskin

priser jeg vinterens mer’.

Af-spænding

Min yogalærer bad os gøre klar til afspænding, så kroppen kunne absorbere dagens øvelser.

Jeg tænkte; det var på tide. Som den nye pige i klassen, på et level højere end sidst, og med luft i maven (fordi vi spiste mexikansk i går) synes jeg, jeg var klar.

Jeg lagde mig godt til rette og bestemte mig for, at i dag ville jeg virkelig prøve at gå ind i det, trak vejret heeeelt ned i maven og mærkede mig selv, virkelig mærkede:

Der var saltede forruder og sprinklervæske, som var frosset til i beholderen under motorhjelmen, en rodet garage, der ikke var til at få bilen proppet ind i, stivfrosne ben, der var blevet knust med en kødhammer og derefter spredt ud mellem to kontinenter (ude og hjemme), dunkende møder og bøder, jeg hidtil var sluppet for, et mellemgulv, der var gået fra at være Mount Everest til at være Himmelbjerget og ryghvirvler, der efter endt trin-for-trin arbejde, kunne agere trædesten for børnehavebørn, der leger “jorden er giftig”.

Da hun begyndte at tale, lod jeg krop være krop. Hun bad os tænke på et sted.

Det skulle være et meget smukt sted, et sted vi elskede, et sted, der gav os fred, – og jeg græd næsten, da stedet åbenbarede sig for mig, og med det, freden og foreningen med min højspændte krop, for det var jo bare lige der, på min terrasse med skoven i nakken og træernes grene hængende ud over mig, og udsigten over engen en sommerdag, med en sval brise og sol i mine øjne…hverdagskost (undtagen det med solen og sommeren, men det valgte jeg at ignorere, bare for at nyde det)

Og jeg var lykkelig.

Men så begyndte hun at snakke om en ildkugle, der hang lige over hovedet på os og voksede, og jeg blev bekymret. For en ildkugle over mit hoved i det billede, af det sted, mit sted, ville betyde enten skovbrand, stressede børn eller vrede forældre, bunker af vasketøj, og alle de ting og mennesker, jeg brændte af gennem tiden. Da ildkuglen nu skulle bevæge sig ind i min hjerne, begyndte jeg at tænke på brandslukningsudstyr, 112, evakuerning og hvilke ejendele, der var vigtigst at redde, ud over børnene. Jeg talte flyttekasserne i hovedet og kom i tanke om, at det nok alligevel var absurd.

Fantasy og ganske ufarligt, sagde jeg til mig selv, og lod ildkuglen overtage min krop bid for bid, for meningen var, at DEN skulle sprede lys og varme etage for etage, og ikke selve mit sted, der på terrassen i solen, hvor alt andet var mig evigt ligegyldigt, mens jeg tog en slurk af min kaffe og nynnede; “der en tid til at tale, en tid til at tie” med Lars Lilholt, – og godt kunne have nøjedes med det.

All out, –  jeg gik all in, tog elevatoren.

Alle sikringerne sprang på 4.

Røgalarmerne røg på 3.

Netforbindelsen forsvandt på 2.

Varmeanlægget bippede nedsmeltning på 1.

Børnene og jeg slap ud gennem havedøren i sidste øjeblik i stueetagen.

K. Alt var forkullet, ulmende rester, fra fortid til nutid til fremtid,  – undtagen lilletåen (der altid fryser).

2 minutter i intetheden som aske og dybe vejrtrækninger. Hvor var der bekymrende stille og vi stod bare dér og kiggede på dét, der engang var vores liv.

Da min yogalærer sagde, vi skulle begynde at bevæge os, gik jeg i gang med at feje sammen, – en finger her, en lægmuskel der, en vrist i hjørnet og en skulder under bænken. Tørre soden af i ansigtet, smile til mit spejlbillede; what at day! Da jeg steg som fønix af asken og fløj ud til berlingoen, med hvæsende varmeapparater og min søn som taxa-chauffør som en afveksling, erfarede jeg til min store lettelse, at jeg stadig var hel og lige vintergrå, – han stadig levende, og der var minus 5 grader, og dermed langt fra skovbrand.

Og jeg var lykkelig, også med kolde fødder.

Ps. Næste gang tror jeg bare, jeg ser det, som det er.

IMG_8127

Januar

 

IMG_8166

Stilheden sådan en fredag, hvor vinden er gået i stå, og sneen har lagt et lydisolerende tæppe af lys over landskabet, er næsten ubeskrivelig.

Den kommer som en form for åbenbaring,  når man endelig stikker hovedet ud i den, opdager den.

Og ånden damper i luften, fryser og falder som iskrystaller. Ak ja, – kampen mellem livet og døden, tænker jeg, – det var så dén åbenbaring.

Jeg lukker døren. Jeg har besluttet mig. Døden skal ikke få det sidste ord i dag. Jeg tager skibukser, frakke, hue og vanter på.

Kattepoteaftryk i sneen, mellem fuglefoderbrættet og trappen, spankulerer ind gennem øjnene og glider ned som stille begejstring under frakken.

Vi leder vel alle efter næring, tænker jeg.

Under frakken sidder varmen og dunker lige ved siden af smerten. Vintersmerten. Savnets smerte. Udmattelsens smerte.

Efter en uge med mange stemmer, en sejlen mellem ansigters forventning, hører jeg nu kun mit eget åndedrag, en hunds glammen, der giver genlyd over engen. Og naboen. Jo! Nu også naboen, der sender rytmiske klonklyde ud i verden; så har han også fået weekend, weekend, weekend, weekend, weekend.

Er det ensomt? Vel er det ensomt. Vi taler aldrig sammen, men alligevel er det rart. Stempler, fra maskinen inden i, går ned i tempo. Man behøver ikke smile, man skal bare være.

Fuglespor, lydløse hestehove på engen overfor. Det knirker under støvlerne for hvert skridt man tager, og man holder næsten vejret.

Solen ligger på maven i trækronerne, som et gyldent blink over skoven. Den er her stadig, selvom skyerne ofte sår tvivl om netop det. I dag smiler den, – skyerne har vagtskifte.

IMG_8113

Jeg fotograferer iskrystallerne på drivhusglasset, haven, solen. Naboen standser sin banken, kigger for at se, hvad jeg laver. Han hár altså opdaget, at jeg er her.

Vi glemmer måske at se, tænker jeg.

Jeg overvejer at lege viking, smide tøjet, rulle mig i sneen, bare for kickets skyld. Han kunne måske også ha brug for det. Det ville da være noget nyt. Det er mørkt, når vi tager afsted om morgenen, og næsten mørkt igen, når vi kommer hjem. Velkommen til det nye år. Hvilke visioner har du så for dette år, hvilke drømme, hvilke mål skal du nå?

Ikke en skid, tænker man. Bare man overlever til foråret, er man glad. Man tager nej-hatten på som en tavs demonstration mod mørket og kulden, og det faktum, der hedder samfundspligt, – vinter eller ej.

Men i dag er mørket overtaget af lys. Månen ligger mageligt på ryggen en del højere end solen. Jo den kender sin tid og har ingen hast. Jeg dropper at lege viking.

Soluret viser kvart i 5. Juletræet står vissent og læner sig op af hegnet. En glemt juleengel glimter i solen. Vi venter vel alle, tænker jeg.

IMG_8086

Et lille pip fra en spurv, snart flere pip i heftig diskusion. Måske i kamp om de rynkede brombær, der stadig hænger på rankerne. Jeg tænker på kvinder, jeg kender, længslen efter kærlighed og fred, roder efter spirer fra vintergækkerne under sneen. Mon de er på vej?

Til marts. Lys for mig. Bare frem til marts.

Det’ søndag den første november

Det’ søndag den første november

og vi vil en tur ud i vejret

Ud i et nyslået efterårstrip

en kådhed vi får foræret

 

Kastanjealléer og slotsromantik

et vandløb, en sti mod det vilde

træerne flammer og luften er mild

og fantasien en kilde

 

Historier digtes, – om os selv nuvel

på det slot som grever og grevinder

mens grenene spejler en svindende pragt

i voldgraven, hvor der bor ænder

 

At drengene løber og kvinderne tuller

mens manden og hunden spadserer

det hører vel med til “familien på tur”

vi hygger os hver især

 

At samles igen, balancere os ind

på ubetrådt grund lidt fra vejen

sætte os ned på løvfaldets tæppe

under træernes svajen

 

At pakke kaffen og trøflerne ud

sidde og lytte til skoven

At glemme hverdag og lommesmerter

i lyset af blade fra oven

 

Det regner, siger min kære nevø

men det er blot vinden i løvet

Forundringsfulde og efterårsvarme

bli’r vi vist glade i låget

 

Og skumringen lander og vi må hjem

men vi lover os selv, at vi kommer

til vinter igen, i et snevejrstrip

med humør som om det var sommer

IMG_1130

Sort Sol

Bynken står stivnet
i halvvissen stand
hvor solen forlod den
i en brunlig brand
Og grå-tunge skyer vil
haste ind fra vest
true med halvkolde dråber og blæst

Køernes muler
i gul-grønne strå
søger de saftige
rester, – nu få
Mens hjortene slås
for at vinde en hind
plante et forår, før vinteren sætter ind

Der er noget i luften, der trækker sig sammen,
strækker sig ud og trækker os med
trækker os ind mod hinanden og nynner
sange om endnu en afsked

Sort sol
stærene samles i sundet
Sort sol
danser en tak for i år
Sort sol
bølger et håb under himlen
sort sol
om det der består

Vi samler i kurve
og spande og kar
træernes gaver,
det sidste vi har
Mens skovene gløder
og blæsten slår til
hvirvler os hen imod mørkets pupil

Vi bøjer os ind under
løvfaldets vers
slipper det slidte
der sidder på tværs
Vi håber og beder at hvad vi må la’ dø
skaber en plads til et nyt forårsfrø

Og der noget i luften der trækker sig sammen
strækker sig ud og trækker os med
trækker os ind mod hinanden og nynner
sange om kraften i kærlighed

Sort sol
stærene samles i sundet
Sort sol
danser en tak for i år
Sort sol
bølger et håb under himlen
sort sol
om det der består

3. Man mærker

Et åndedrag, to åndedrag, tre bevidste åndedrag

og man mærker dagen stille dale inden i, som støv i en solstråle, støv fra en solstråledag

Man sidder lige så stille og kigger ud i aftenmørket, lader øjet fange lyset fra gadelampen, tænker, at sådanne solstråledage er værd at gemme på, hvis man kan, – gemme dem lige under ribbenene, hvor både glæden og sorgen sidder

Hænder i muld, hænder med havehandsker i fugtig muld, river ukrudt op, bid for bid, samler, griber om riven, river, – det bliver så pænt og man mærker hvor godt det gør, i krop, tanker og sjæl

Muld mellem hænder. Det bløde element. Man fornemmer det giver efter, lader sig presse sammen eller skilles alt efter, hvordan man behandler det, og så er der duften. Duften af sort fed muld der på mærkværdigvis minder én om noget himmelsk

Håndfuld for håndfuld, tid for tid glider gennem tanken, mens efterårsluften viser sig fra sin milde side, lader skyerne fortsætte i glidende tempo, slippe solen fri i store lyse lommer, lege med vinden i edderkoppespindene og ruske i ens eget hår

Edderkoppespindene der er overalt, fra grene i træer til hegnet ved terrassen. Et fint væveri i buske og blomster, tynde tråde, der bølger i vinden, uden man helt kan se dem men netop lyset, der glider op og ned af trådene

og man mærker hvordan de klistrer, når man uheldigvis får viklet sig ind i dette næsten usynligt stærke og pludselig føler sig fanget i et spind

Og man opdager sin krop te sig, som om en edderkop virkelig kunne være til stor fare for én, og man standser op og ler af sig selv og mærker det lys inden i, det lys der glider op og ned af trådene sådan en dag

Fra kaffe til mælkebøtter og græs, til rive, til trillebør, til hænder om tomater og de sidste hjemmeavlede kartofler, et glas hvidvin, til gaflen og smagen i munden af alt-godt-fra-haven, om end det er sporadisk i år, bliver det dog til et måltid, – lidt gulerødder, lidt løg, lidt mynte, lidt oregano, lidt chili og lidt tomater

Stilheden der er gældende, første-reglen i dag, forplanter sig, planter ro i en flosset og halvstiv krop, og man mærker, den falder tilbage i sine naturlige folder, både omkring maveregionen og under hagen

Og man går sig en tur, en solnedgangstur og sidder på toppen af udsigtspunktet og opdager at træerne er vokset de sidste par år

Og man løfter hovedet for at se den fugl, hvis vingeslag suser hen over en

Og man tænker; – dette har vel nok været en ægte solskinsdag og måske i en lidt “a-moment-out-of-time-zen-tilstand”, (selvom det nok var en krage) og man mærker, at man hverken savner andre fugle, flere krydderier, andet slags vejr, større frihed eller skarpere bedkanter, i hvert fald ikke lige i dag

solgennemgrene

2. Man undres

Man sidder en aften i sit køkken og tænker; det var så dén dag, det var så dén mandag midt i septemper, hvor det pludselig gik op for én, at trods tidligere jævnlige tjek på selv samme, er man allerede gået glip af de første to afsnit af den nye sæson i “Den store bagedyst”

Og man undres

Man undres over, hvordan det alligevel kunne gå ens næse forbi, med alle de bage-dyst-entusiastiske hoveder i huset, der ser meget mere tv end en selv, og da burde have set reklamer eller andet for, at det snart var nu, det var nu.

Man sidder og tænker, at denne nye sæson af farver, former, dufte, smagsoplevelser, serveret gennem en skærm, så munden løber i vand, er det man skal, nu (godt man har internet)

Og man glemmer planerne om vasketøjet, madpakkerne og lektielæsningen, og man undres igen; hvorfor mon netop det, kan samle familien om skærmen?

Man sidder tæt i sofaen, intenst nærvær med fokus på det samme og dog, også fokus på hinandens kroppe tæt på, som hverken klemmer, skubber, eller fylder for meget, når lige de værste første-minutters-skænderier og banken hinanden i hovederne er overstået

Man undres over, om det har noget at gøre med, at man i sin position som mor, er et særligt trækplaster, der i sig selv, kan skabe interesse for ting, der måske ikke lige ligger til højrebenet for skoledrenge i deres bedste alder. Og man spørger dem, og de svarer, at det er nogle flotte kager, og så er det spændende om de når at blive færdig med kagerne før det er for sent.

Og man spekulerer over, om hver dag mon kan sammenlignes med at bage kager, som i bagedysten; En kendt udfordring, en hemmelig udfordring og en selvvalgt vis-hvem-du-er-kage, det hele på tid

Og man undres over, at man egentlig ofte oplever det med den hemmelige udfordring, – at selvom man ved, den næsten altid kommer, så kommer den også bag på én hver gang, og kan ende med et resultat som “kedelig”, “underbagt” “fesen” eller “imponerende” “harmonisk med det helt rigtige crunch”

Og som man sidder der, opdager man hyggen ved, at det allerede er mørkt uden for, at efteråret banker på ruden, lige så stille, uden at gøre noget stort ud af sig selv

Og man glemmer det igen, for nu bringes naturen ind i den skærm og bages ind i kagerne, med en selvfølge, man helt har glemt, – at bruge naturen omkring, – det man har, lige uden for døren, som et pift i madlavningen

Og man beslutter sig for, at i morgen, vil man bage brød og finde noget der ude, at putte i det brød

Og så kommer man i tanke om, at drengene var på svampejagt i går, og hvad de kom hjem med, – at man måske hellere lige må slå op på google, før man begiver sig ud i eksperimenter.

Og man undres over, at naturen både kan være en vej til større sundhed og vitalitet, og at selv samme kan slå én ihjel, hvis man er uheldig eller lemfældig

Og så tænker man, at mennesket egentlig selv er natur, men også naturens højeste bevidsthed

Og man undres

1. Man tænker

Man sidder og kigger gennem et glashjørne, et udstuehjørne, set udefra, ind igennem og ud igen.

Man bliver i tvivl om, om billedet man ser er en spejling af det, der ligger bag en selv, eller et billede af det, som ligger foran en. Eller måske en blanding?

Sommerfuglenes flaksen fra blomst til blomst i sommerfuglebusken. Man kan se dem gennem ruderne. Efterhånden kun Nældens takvinge, en gang imellem en Dagpåfugleøje, en gang imellem en Admiral, men dem ser man nu mest på den anden side af huset. Gad vide om de bor i hækken dér et sted. De er der næsten altid, letter for bilen, når den kommer hjem, så igen dansende i halvanden meters højde over gruset. Eller de sætter sig der, midt i det hele, soler sig indtil katten kommer.

Hvor længe endnu, tænker man, eller skulle man hellere tænke; i dag, ja netop i dag

Solen er på i dag. Spot on fra en blå himmel med vattede skyer strøet hist og pist og en bræmme ude i horisonten. Skoven bagved, foran, og igennem ruderne.
Den er stadig grøn, både i virkeligheden og i spejlingen, og man tænker; hvor længe endnu.
Hvor længe før efteråret tager over, afklæder skoven blad for blad, udsigten blad for blad, min udsigt til der kun er visne siv og stive brune grene og stammer at kigge på, under sne, måske under sne.

Hvor længe endnu, tænker man. Eller skulle man hellere tænke; i dag, i hvert fald ikke i dag

Man mærker hvor koldt det bliver, når en sky trækker foran solen, og man tænker på, om man igen skulle tage den trøje på, man lige har taget af.
Man ser et fly tegne sin retning på himlen, hører den svagt et sted langt oppe over træernes vindspil.
Man tænker, det måske er en rute fra Stockholm til Tirstrup. Der er sikkert koldere i Stockholm end i Tirstrup, og det ville nok være omtrendt henover mig, den rute ville være.

Man har aldrig været i Stockholm, – hvor længe endnu, tænker man. Men skulle man hellere tænke; i dag. Ikke i dag, men måske en dag.

Man tænker på det med tid. Liv i tid, tid i liv. Hvordan man prøver at indrette det hele efter ur og kalender, tjekker op; så er det den og den dag, at det skulle være sommer, eller det var det for en uge siden, eller to måske, lige som det er 8 dage siden sidst man fik pasta og kødsovs, eller kyssede sin kæreste, eller en måned siden man sidst var på stranden, og at der er sådan ca. en time til, at man burde støvsuge bilen for det sand, som stadig ligger, som en fin rest fra sommeren, som tilsyneladende var.

Og man tænker; hvornår, men måske man hellere skulle tænke; i dag, i hvert fald i dag

Sommeren var der, nogle gange, – som kyssene var der en del, og solen og den vekslen mellem det og så mangel på det samme, sol, varme, kys, sommeren
Og man sidder og tænker på, hvad egentlig er virkeligt.
Hvad er mere virkeligt end den luft vi ånder ind og puster ud, hvert øjeblik, i det vejr der nu er, i den sommer der nu engang er eller netop ikke er, men i et efterår, som er og alligevel ikke er, fordi det er sommervejr.

Og man tænker; hvor længe endnu, eller skulle man hellere tænke; i dag, i hvert fald i dag.

******

Bare nu

Tid er nu
nu er liv
liv i morgen er ingenting endnu
blot et håb om
en tro på
en tillid til
et nu

Nu er nu
Nu er her

Glemmer vi nu
eksisterer det da?
Eksisterer det
i en tanke om i morgen
en tanke om i går
en tanke om i dag?

Husker vi i går
eksisterer den ikke længere
Husker vi i morgen
eksisterer den dog ikke endnu
Husker vi i dag, husker vi et nu
der allerede er passeret
eller ikke er kommet endnu

For hvert eneste hjerteslag
tid er nu,
nu er liv
liv er tid uden tid
bare nu

IMG_0573

Inspiræa

Spiræaen er sprunget ud

mens jeg krydsede broer mellem dig og mig

landende i et andet land

end det, der hedder; mig-min have-og jeg

 

Og sammen krydsede vi broer der

i det land mellem intet og alt, og alt der imellem

landede på en levende strand

på Sydsjælland i høj sommersol

 

Mens vi kyssed’ os varme og køled’ vores kroppe

i sommersvalt vand mellem vandmænd og fisk

og sommerklædte stemmer og hvinende kroppe

stod den herhjemme – spiræaen,

foldede sine blomster ud,

uden at nogen så det

 

I bløde nuancerede purpurbuketter.

Små bløde kys samlet til et hele

med små bitte støvfang som knappenåle

i en prinsessenålepude

 

Inspiræa er det virkelige navn

springer ud, når ingen ser det

står der og lyser når man kommer hjem

hvisker; sommeren er her igen,

sommerprinsesse, hvor på kortet sætter du næste nål?

Hvor i landet, drager du næste gang hen?

 

På fliserne under ligger glasskår og stritter

fra havelampen, slået itu

et splittet hele i skærende dele

lige så skarpe som blomsterne er bløde

 

Mellem dem hænger Liden Vintergrøn

udmattet efter en lang og udfordrende forårs-pakour

Den har gjort sit, det er tid til hvile

sommeren har taget over

 

Jeg lægger mig på maven på fliserne

for at se det hele fra en anden side

mærker de hårde sten lægge min krop i udstrakt vinkel

giver mig varme efter dagens sol

 

Jeg tænker tja;

livet lever både her og der

lige meget, hvor vi selv befinder os

vil der altid være et liv,

under, over og omkring os

 

Inspiæa er dit virkelige navn

små bløde kys samlet til et hele

så blødt hvor andet er splittet og hårdt

selv fliserne viser sin gode vilje

hvisker; sommeren er her igen,

sommerprinsesse, hvor på kortet sætter du næste nål?

Hvor i landet, drager du næste gang hen?

 

Jeg kigger op i en purpursky

hvisker; det samme sted igen

men jeg kommer hver gang hjem,

ja, jeg kommer hver gang hjem,

og du! En dag kommer han også hjem.